Efteråret starter på VT

Det mest overraskende i denne måned må siges at være vejret. Det meste af september har været som starten af august derhjemme, dejlig varmt, men ikke lummert og det har været sådan næsten konstant helt ind i starten af oktober, faktisk lykkedes det mads at blive solskoldet 4. okt. da vi var til endnu en college football kamp. Endnu en gang viste The Hokies hvem der var herre i eget hus og vandt en komfortable sejr. Men nu må jeg heller starte hvor jeg slap sidst jeg bloggede.

Mads efter en football kamp, man kan ane et VT logo på hans kind lige ved det øverste smile hul. Her sad der under kamp et VT logo der ikke lukkede sol ind. Man kan også se at han havde kasket på da hans pande ikke bære den dannebrogs røde kulør resten af hovedet har ;)

Siden jeg skrev sidst har der virkelig været rush på, hvilket desværre ikke skyldes at vi fester igennem hver aften og turnere rundt i USA i weekenden. Nej, hovedårsagen til at jeg ikke har haft tid til at holde min blog opdateret, skal utroligt nok findes i studiet!
For første gang siden jeg forlod HTX i Struer er jeg begyndt at få lektier for igen! Hvis så størrelsesordnen på disse lektier havde været i nærheden af den vi oplevede på HTX, havde jeg nok ikke klynket så meget som er tilfældet nu, men ak nej. En opgave kan tage halvdelen af ens weekend af få løst, hvis det hele ikke klapper med det samme og lektierne lævner næsten ingen tid tilbage til det projekt, som vi egentlig regnede med vi skulle bruge største delen af vores tid på. Der er dog ikke andet for end at fatte pinden og krydse fingre for at man når det hele og lærer noget af det.

Det var den kedelige del af "referatet". Heldigvis er der ind imellem tid til lidt spass, løjer og oplevelser ud over det sædvanlige.
En stor del af min fritid hjemme i DK foregik i Aalborg Studenternes Idrætsforening (AASI) og jeg havde en forhåbning om at opleve samme fællesskab og glæde for fodbolden herovre, som den jeg oplever derhjemme. Derfor meldte jeg mig som "free agent" til en intern fodbold turnering på universitetet. Hvilket vil sige at jeg blev smidt på et hold sammen med en masse andre spiller, der heller ikke lige kunne finde 10-12 gutter at spille fodbold med. Da vi ikke var for mange i forvejen, introducerede jeg nogle af de venner jeg har fået herovre, som jeg vidste kunne lidt med en bold, til holdet og vi havde faktisk et rigtig godt fodboldhold forholdene taget i betragtning (det er jo USA, de kalder det for soccer!)
De to kampe vi fik spillet vandt vi da også overlegent og var klar til at spille i den bedste play-off række herovre. Det vi desværre ikke havde taget højde for, var at vores hold kaptajn var den største kegle jorden til dato har set. Ikke nok med at han var banens dårligste spiller (og det siger ikke så lidt), han kunne heller ikke formå at informere os om vores første play-off kamp i tide. Resultatet blev at vi tabte uden kamp (også selvom det andet hold heller ikke mødte op) og min herre fodbold sæson endte næsten før den var startet ;(

Heldigvis havde min nabo introduceret mig for hans co-rec hold, hvilket er et mix-hold bestående af halvt piger halvt drenge. Her vandt vi også vores første kampe overlegent, en af kampene endda med cifrene 8-0, selvom der kun blev scoret 6 mål, men når pigerne scorer tæller det dobbelt ;) Så vi var hurtigt videre til play-off i den bedste række for co-rec holdene og denne gang havde vores hold kaptajn mere styr på det. Vi har nu spillet to kampe mere og er klar til kvartfinalen og regner selvfølgelig med at gå hele vejen, så vi kan vinde en fed t-shirt :P

Til tider lykkes det også at komme lidt uden for campus og siden sidste har den stået på en hel del natur oplevelser. Først var vi på McAfee's Knob, som er et bjerg et stykke fra Blacksburg og som på toppen har en hel del boulder rocks (kæmpe sten) der løfter en over trætoppene og giver en fantastisk udsigt over de store skovområder i Virginia og især Blue Ridge mountains. For at komme til toppen havde vi en lang vandre tur langs The Appalachian Trail, som er navnet på naturstier der strækker sig over flere stater igennem nationalparker med det ene udsigtsmål efter det andet. På vores vandretur fik vi også et par overraskelser som vi ikke havde regnet med, to slanger krydsede vores vej og heldigvis var ingen af dem farlige, selvom der var klapperslanger i territoriet. Den ene af slangerne var faktisk så lille at vi fik lov at holde den, den anden var dog noget større og selvom den ikke var farlig, var der ingen der havde lyst til at samle den op :)

En lille film af udsigten fra McAfee's Knob.

Vi klarede heldigvis hele turen derop!

Der var sgu alligevel et stykke ned!

Efter turen til McAfee's Knob var den næste natur oplevelse for mit vedkommende en tur ned af Upper Gauley River i en gummibåd. Bølgerne gik højt og det var en fantastisk oplevelse selvom vejret var lidt dårligt. Heldigvis havde jeg lejet en våddragt så jeg kunne holde varmen, selvom jeg var gennem, og neejj hvor blev jeg våd! Ned igennem det ene vandfald efter det andet stod vandet ind over båden, jeg havde fået tilsniget mig en plads helt fremme foran i båden og var derfor den første udover vandfaldene. Det skal her noteres at man som forreste også skal sætte tempoet i båden, men når den professionelle styrmand siger to paddeltag frem og man hænger udover et vandfald og derfor ror ude i luften er det ikke nemt at tage et paddeltag der tilsvarer et taget i vand. Resultatet blev en til tider total usynkron åregang som også kan ses til tider i videoen her: Kommer senere da den fylder en hel del!

Sidst på turen fik vi lov til at hoppe af båden og svømme igennem et mindre vandfald og hoppe fra en klippe, selvom vandet kun var 13-15 grader gjorde våddragten det den var skabt til og holdte en nogenlunde varm. En enkelt i vores båd havde sparet lejen af våddragten og havde myrepatter under hele turen, så det var helt sikkert pengene værd. Af gode grunde har jeg ikke mange billeder af denne tur ;)

Sidste naturoplevelse stod på en hyggetur til Wind Rock og Mountain Lake Hotel, hvor filmen Dirty Dancing blev optaget: http://www.imdb.com/title/tt0092890/ og selvom det nu var meget spændende var det ikke just "The time of our life" som der stod i turist pjecen, de efterfølgende billeder kan måske kaste lidt lys over hvorfor.

Ja, det er en bådbro! og nej, det er ikke meget vand i den her sø, måske pga. den globale opvarmning, måske bare fordi søer ikke er lavet til at ligge oppe i bjergene!

Ikke nemt at se at dette er samme sted som billedet ovenfor.

Det største tilløbsstykke ved Moutain Lake Hotel er Oktoberfest og det var noget der gav vores tyske følgeskab smil på læben ;)

Wind Rock var ikke nær så stor en oplevelse som McAfee's Knob, men tilgengæld var den amerikaner venlig. En times kørsel og en gåtur på 5 minutter så var man der!

Det mest spændende var at vi kom ud i Redneck country som har det med at hegne deres jord ind og banke skilte op ;)

Dem af jer der ikke ved hvad en redneck er, er der en masse "information" om dem i filmen Deliverance med Burt Reynolds, hvis man ikke har set filmen og bare vil have en glans af et par rednecks af værste skuffe kan man tjekke denne film fra youtube: (OBS!!! Bør ikke ses hvis der er børn tilstede! SERIØST!!!) http://www.youtube.com/watch?v=yj4LnfkdJDM Ubehagelige billeder og selvom det nok aldrig er så slemt i virkeligheden så findes der folk ude i disse egne som er mere indavl end folk fra de yderste kanter af Mors! På samtlige af turene jeg har nævnt ovenfor blev der faktisk advaret om fire ting: Slanger, Edderkopper, Bjørne og Rednecks, har heldigvis kun stødt på et par slanger og nogle små edderkopper ;)

Som jeg lagde ud med at sige var vi fornyeligt på stadion og se The Hokies vinde endnu en kamp og jeg vil slutte denne blog af med at give jer en snas af hvordan sådan en kamp skydes i gang og tænk over at dette "bare" er en college football kamp. Det kunne være cool hvis vi en dag ville se noget lignende over AASI's stadion "Domen".

Nå ja foresten, så viste de Aab mod Manchester United på ESPN som er USA's og vel nok også verdens største sports kanal. Det var sjovt at sidde og se Aalborg helt herovre fra, det var knapt så sjovt at de fik så mange stryg. :(

Virginia Tech: Så er vi i gang!

Så har Mads og jeg været i gang i ca. 3 uger og er begyndt at få de første lektier for samt fået fastsat et projekt tema: Specific Emitter Identification (SEI) approach to adaptive interference cancellation (conference and possibly journal paper). Hvilket betyder vi skal finde trådløse applikationers fingeraftryk og derved sikre at forbindelser ikke bliver oprettet til ukorrent hardware. Men dette er jo ikke nær så spændende at høre om som alt det andet jeg har foretaget mig det sidste stykke tid.

For at få en dagligdag til at virke skal der jo gøres nogle investeringer og selvom værelset jeg har fået er rigtig lækkert var der et par ting der manglede. Derfor er turen gået til Walmart et par gange efterhånden. Det første jeg fik investeret i var en fin rød cykel så jeg lettere kunne komme rundt på campus. Selvom jeg bor lige i midten af det hele, er universitetet så stort at man hurtigt kan få brugt al for megen tid og energi på at gå rundt til alle ens ærinder. Desuden koster en hel ny cykel i Walmart ikke mere end 94 dollars og forhåbentlig kan den sælges videre når jeg flyver tilbage til DK.

Her er min røde racer så! Et gear, en pedal bremse og en fandens masse arbejde med at få den op af bakkerne!

Udover dette pragtkøb har jeg også fået mig et bette fjernsyn og et køleskab som jeg hurtigt fik fyldt til randen med øl.

Her er køleskabet i fuld funktion, desværre er det svært at få dansk øl herovre, så denne uges øl valg er Heineken og Michelob (udemærket amerikansk øl).

Der er ingenting der er større herovre end universitetets amerikanske fodbold hold The Virginia Tech Hokies. Selvom stadionet har plads til 66.000 tilskuer er det så godt som umuligt at få billetter til kampen (i det mindste til en ordentlig pris). I stedet kan de studerende deltage i et lotteri og vinde gratis pladser til kampen. Jeg var heldig at vinde en billet til den første kamp som var en form sag for The Hokies, derfor var stadionet også halv tomt inden sidste kvarter af kampen. Næste kamp var tilgengæld det største opgør i sæsonen på hjemmebane og denne gang var jeg desværre ikke så heldig at vinde billetter. Tilgengæld fandt Mads og jeg en gut der havde to studie billetter tilsalg lige inden kampen og det var endda til den originale salgspris. En halv time senere sad vi på et propfyldt Lane Stadium, klar til at tage imod spillerne og mens folk hoppede i takt til Metallica - Enter Sandman steg larmen sammen med stemningen og det hele kulminerede da spillerne endelig løb ind på banen.

Midlertidig video fra Lane stadium, den med spillernes entre fylder for meget pt.

En kæmpe oplevelse og en tæt kamp skabte en fantastisk atmosfære igennem samtlige 4x15 min. som pga. reklame pauser bliver til omtrent 4 timer. VT er stadig ubesejret på hjemmebane, men tilskuerne var ikke videre tilfreds med præstationen. De var dog endnu mere utilfredse med manden i den røde trøje.

Denne mand styrer hvornår der må spilles bold, hver gang der skal vises reklamer stiller han sig på banen og der er ingen der spiller inden han forlader banen igen. Hans job er måske mere forhadt end parkeringsvagter!'

Der er heldigvis også noget at se uden for universitetet så derfor har Mads og jeg taget på et par ture ud i naturen. Først var vi et smut ved The Cascades som er et utrolig flot vandfald hvor man efter en god gåtur kan få sig en kølig dukkert. Da vi ikke selv har en bil arrangerede vi turen sammen med en tysk studerende som har en bil så længe han har besøg af sin kæreste herovre. Så alle fire begav vi os ud på en 2 mil gåtur langs åen der ledte op til vandfaldet og i varmen var en tur i søen under vandfaldet lige hvad vi havde brug for.

Mads og tyskerne nyder medbragt mad ved vandfaldet ;)

Virginia Tech: De første indtryk

Endelig fik jeg tid til at sætte mig ned og få skrevet lidt til bloggen. De sidste 17 dage har været utrolige på alle måder og ikke mindst hektiske. De har budt på et væld af oplevelser af forskellige kulturer da vi som internationale studerende mest har med andre internationale studerende at gøre.
Som jeg allerede har skrevet, mødte vi en kineser på førstedagen og det skulle hurtigt vise sig langt fra at være den eneste. Sammen med indere udgør kinesere den største forsamling af internationale studerende. Alle jeg har mødt indtilvidere virker utroligt søde, men også utroligt svære at forstå! Måden hvorpå disse taler engelsk ligger et godt stykke fra den europæiske.
Den største europæiske forsamling består af tyskere og især tyskere fra universitetet i Darmstadt, hvor en stor mængde af maskiningeniører bliver uddannet og hvoraf mange tager til Virginia Tech.
Af skandinavisk islæt har vi mødt tre finner og en enkelt nordmand (som vi kunne tale lidt dansk med ;))

De første dage herovre gik med forskellige arrangementer arrangeret af The Cranwell International Center, som har været fantastiske til at hjælpe os på plads. Af højdepunkter der skal nævnes var en tur til et "co-housing community", hvor omtrent 30 familier har bygget deres haver sammen og derfor har et stærkt nabofællesskab.
Her var Mads og jeg inviteret til aftensmad sammen med en ordentlig flok kinesere og ikke mindst en meget farverig pakistaner ved navn Utba. Jeg fik ved lejligheden stillet en masse spørgsmål til det kinesiske selvskab, da jeg ikke kunne følge med i OL måtte jeg jo lave min egen research. Der var lige så stor forskel på disse kinesere som der er mellem en dansker og en spanioler. Nogle steder er det normalt at smaske for at vise maden smager godt. Deres navne betyder ofte noget ala evig lykke eller godt og sundt liv, men der er også nogle der bliver opkaldt efter sygdomme for at de så skulle undgå at få dem. Der er dog mindst tre ting som de alle har tilfælles: De er vildt overtroiske når det kommer til tal! En pige oversatte for eksemple sit tlf.nr. til noget hen i retningen af død og ødelæggelse fordi det havde en masse 8-taller :? Derudover er de allesammen enebørn, sjovt nok (man må sige de lever efter regeringens normer) og så er de vildt høflige.

Kinesere smiler rundt regnet 24 timer i døgnet.

En anden kæmpe oplevelse var den første tur rundt på Virginia Tech og ikke mindst de store idrætsanlæg og faciliteter som er at finde rundt på hele universitetet, hvor Lane stadium med plads til 66.233 tilskuer og Cassell Coliseum (10.052 siddepladser) overgår alt jeg har set før. Parken og Gigantium kan godt stikke halen imellem benene i fht. til disse giganter. Mads og jeg havde godt nok hørt at det ville være svært at få billetter til de amerikanske fodboldkampe, men tænkte vi ville prøve alligevel, nu når der kun bor omkring 40.000 i selve Blacksburg kunne det jo ikke være så svært at finde en plads eller to på Lane stadium. Vi kunne dog hurtigt fornemme at vi var helt gal på den da vi spurgte billetdamen om billetter. Et ansigtsudtryk der mest mindede om at vi havde roterende fis i kasketten var hvad der mødte os og vi måtte føje os. Heldigvis er der et lotteri for de studerende hvor de uddeler flere tusinde gratis billetter. Desværre ikke nok til at både Mads og jeg kunne få en, så Mads der ikke var så heldig i lotteriet må prøve at skaffe billetter til kampen på internettet eller selve dagen.

Multiarenaen Cassell Coliseum, hvor der er fulde huse til basketball kampe og gratis pladser til volleyball.

Det bedste ved universitetet har dog hverken været idrætsfaciliteter, klasseværelser eller miljøet i og omkring universitetet. Ikke fordi disse ikke er fantastiske, men simpelthen fordi vores indkvartering på Graduate Life Center overgår alt hvad jeg havde forstillet mig. Lokaliseret på vejen Donaldson Brown centralt i fht. både universitet og selve Blacksburg ligger et tidligere hotel ejet af Virginia Tech. Dette er nu lavet om til indkvartering for Graduate studerende (dem der har overstået deres bachelor) og værelserne har heldigvis ikke ændret sig meget siden der var hotel. Et forholdvist stort værelse inkl. badeværelse med badekar (har jeg ikke fået prøvet endnu) skal danne base for Casa del Kjeldsen frem til midten af december.

Så er der nok også nogle derhjemme der er interesseret i hvad Mads og jeg får at spise her i staterne. Og til det kan jeg kun svare; "Så meget som overhovedet muligt!". Der er 12 forskellige spisesteder på campus. Her i blandt en sandwichbar og café i samme bygning som jeg bor, dvs. jeg skal bruge ca. 74 skridt på at tage elevatoren ned på 1. sal, købe en donut og komme tilbage til mit værelse på 4. sal, Luxus! ;) Ynglingsspisestedet er indtil videre D2 som er et kæmpe "spis hvad du kan" marked. Her betaler man mellem 15 og 20 kr. (alt efter om det er morgen, middag eller aften) for at komme ind og når man så er inde er der frit slag på alle hylder. Man skulle tro at man til denne pris fik det værste snask USA kan præstere, men D2 byder ud over en masse amerikansk snask også på rigtig gode internationale og sunde retter. Retten i dette fantastiske spisested som har taget flest kegler må siges at være VT-vaflen. Virginia Tech (VT) har fået specialt fremstillet vaffeljern så ens vaffel har printet VT i midten. Efter bedste amerikanske stil er der en lang række valgmuligheder i tilbehør, hvor de gængse; pudersukker, jordbærsyltetøj og flødeskum er supplementeret med mere amerikanske lækkerier så som budding, sirup og smeltet margarine, puha! Vi har kun været 5 ud af de tolv steder indtil videre, så vi skal snart på mad-crawl og dermed udvide vores madhorisont, samt vore maver ;)

For at vi ikke skal blive alt for runde har Mads og jeg investeret i et par tennisketchers og har i de første par uger fået spillet en del landskampe mod tennis giganten Tyskland. Uheldigvis ligger tyskerne pt. i front med nogle få sejre, men vi skal nok få krammet på dem! Derudover har vi spillet lidt squash, fodbold og været i motionscenter. Alt sammen gratis og nødvendigt hvis vægten skal holdes. I skrivende stund er min vægt 80 kg og så må vi se hvilken vej det går :)

Uden mad og drikke dur helten ikke siger man jo og heldigvis er der ikke længere end 100 meter fra hvor vi bor til to af byens bedst besøgte diskoteker/barer. Her har vi efterhånden fået lagt en stor portion af vores dollars og tilgengæld fået en masse øl og drinks, men aldrig nok til at vi ikke kunne finde hjem ;) Ikke fordi vi ikke har prøvet at drikke os igennem hegnet, men simpelthen fordi vores interne druk-ur ikke er indstillet til amerikanske lukketider. I Blacksburg lukker alle udskænkningssteder kl. 2.00 og det er præcis kl. 2.00 og gerne lidt før. Dvs. sidste omgang bliver kaldet allerede 1.30! Ikke optimalt når man er vant til at ramme hegnet imellem 3 og 5 om morgen (ved godt det kan smutte en gang imellem og man rammer det lidt tidligere). Man kan så spørge sig selv, hvorfor man ikke fester videre ude på gaden, som ville være kutyme i Aalborg. Grunden til dette er den amerikanske drikkelov som kan virke MEGET absurd for danske ganer. For du kan blive sat fast for hvad som helst der har med alkohol at gøre herovre. Bl.a. er der en lov mod besiddelse af alkohol på offentlige steder og hvis betjenten du møder en mørk aften på vej hjem fra byen, er et rigtigt røvhul, så kan han faktisk sætte dig i brummen for at besidde den alkohol du har i maven!
Der var derfor en hel del bekymring at spore hos en tysker og undertegnet, da vi blev holdt tilbage af en betjent, anden gang vi var i byen og lige efter vi havde været et smut inde på en byggeplads, hvor vi ikke havde det store at skulle lave kl. 2.30 en lørdag nat. I hvert fald ikke hvis man spurgte betjenten. Vi slap heldigvis af sted med bare at blive noteret og en reprimande om at vi ville blive kontaktet af politiet, hvis byggepladsen henvendte sig om noget stjålet eller ødelagt om mandagen. Da der ikke blev sparket døre ind den efterfølgende mandag håber jeg at vi har sluppet for videre interaktion med det amerikanske retsystem ;)

Efter vores første intermezzo med politiet tænkte vi, at vi ville prøve lykken igen et kvarter senere. En flok på 4-5 stykker stod og sludrede på parkeringspladsen, hvoraf den ene havde taget sin K9 hund med (Det amerikanske politi's angrebshund). Nysgerrigheden tog over og jeg blev nød til at få svar på de myter der har verseret i bl.a. station 2, hvilke alle blev bekræftet i løbet af de næste 45 minutter. Bl.a. bliver K9 hunde trænet til at angribe i stedet for at markere som de danske hunde gør. Grunden til dette skulle angiveligt være at undgå sagsanlæg hvis en hund der er trænet til at markere pludselig skulle angribe (med en vagt kendskab til amerikanske retsager lyder den forklaring meget plausibel). Af andre interessante ting var våbenlageret i betjentens bagagerum som indeholdte et letvægts semiautomatisk gevær, en shot/pumpgun og en fuld automatisk m95'er med optisk laser sigte (er ikke ferm i disse udtryk, så er sikkert gal på den, men det var sgu et sygt baggagerum!) Der blev taget billeder, men de var desværre utrolig dårlige da kl. 3 om natten, på en dårlig belyst parkeringsplads, bag en politibil ikke er det mest optimale sted at tage billeder med sit mobilkamera.

Beklager kvaliteten, men de våbenkyndige kan måske se hvilket gevær dette er. Sigtet på toppen fik vi lov til at se igennem, hvor der var en fin rød plet i ;)

Men det kan jo ikke være fest og ballade det hele, grunden til vi er her er jo for at studere. Derhjemme er man vant til at der er sørget for at man får lavet det man skal for at gennemføre et studie, både hvad angår klasser, vejledere og projekter. Herovre er det altsammen noget man skal sørge for selv. Heldigvis er der en masse man kan spørge om hjælp og hvis der er noget amerikanere elsker, så er det at svare på spørgsmål, lige meget hvor dumme de så end kan være. En anden ting man lige skal vende sig til er konkurrence elementet i undervisningen og i den research man laver.
I dag havde Mads og jeg et møde med vores underviser i software defined radio (SDR), som vi er meget opsat på at lave et projekt i. I selve kurset er der ikke nogen eksamen, tilgengæld er der lagt op til at lave 4 eller et enkelt stort projekt. Dette passer perfekt til stilen vi bruger i Aalborg og er også en kæmpe fordel når vi skal vise hvad vi har præsteret for vores vejleder hjemme i Aalborg. Med vores underviser Professor Jeffrey H. Reed udarbejdede vi et utroligt spændende projekt forslag, som Reed var meget opsat på at få en "journal paper" og måske udsende til optagelse på konferencer. Som han sagde; "Når man når vores alder/studietrin er det vigtigt at få sit navn på noget godt materiale". Ikke noget jeg selv har tænkt på, men det skal da blive spændende at se hvor meget de forventer af os og hvor meget vi kan nå på de fire måneder vi har herovre. Både Mads og jeg er i hvert fald opsatte på at gøre et godt indtryk og ser frem til forhåbentlig at samarbejde med nogle af de skarpeste hjerner inden for SDR. Kan være de snart indser at vi bare er et par sindige jyder der er meget langt hjemmefra :)

Torsdag den 14. August 2008.

En hurtig morgenmad på motellet lagde bunden for dagen hvor vi endelig skulle tjekkes ind som studerende på Virginia Tech. Først skulle vi dog lige have afleveret udlejningsbilen tilbage til avis, som har bragt os 1685 mil eller 2711,74 km de sidste 10 dage med et forbrug på 73,39 gallons eller 277,8113705342 liter hvilket giver, som I nok alle sammen allerede har regnet ud, 22,96 miles per gallon eller 9,76 km/liter ;) Vel udmærket for en halvanden tons firehjulstrækker og taget i betragtning, at vi har brugt 281,41 $ eller 1408,12 på den mængde benzin, svarende til en literpris på 5,07 kr. kan vel skabe lidt misundelse hjemme i Danmark ;D

Her er ruten så 1601 mil står den til på googlemaps, så det er ikke meget vi er viet fra den korteste vej rundt i øst USA. Stederne er som følger:

En skøn tur som jeg vil anbefale alle andre der skulle have lyst til at se østsiden af USA.

A: New York

B: Boston
C: Portageville, Letchworth National park

D: Niagara Falls

E: Lancaster (Amish)

F: York (Harley Davidson)

G: Intercourse (Amish)

H: Gettysburg (Slagmark fra borgerkrigen)

I: Washington DC

J: Roanoke

Resten af turen til Blacksburg skulle klares med bus og vi skulle derfor vente en lille time ved Roanoke lufthavn inden afgang. Her mødte vi en fælle studerende som var kommet hele vejen fra Kina med to kæmpe kufferter der tilsammen nok vejede det dobbelte af hende selv, men hun havde alligevel klaret sig hele vejen til Roanoke. Først var vi ikke sikre på at hun skulle studere ved VT, da hun ikke var særlig stor og havde Hello Kitty kontakt linser (noget gøjl som ingen normale mennesker ville rende rundt med). Det vidste sig at hun faktisk kun var 17, men skulle læse et helt år som undergraduate ved VT på arkitektur linjen, de starter åbenbart tidligt i Kina. I bussen på vej til VT blev det slået fast at vi var på vej til et polyteknisk universitet af de store, da vi her kunne koble på gratis trådløst internet og tjekke e-mails på turen. Jeg nåede også lige at få sagt hej til Søren inden min bærbar løb tør for strøm, godt den snart skal pensioneres.

Da vi endelig blev smidt af ved VT gik der lidt tid med at finde ud af hvor vi skulle hen af, men heldigvis var der en masse utrolig hjælpsomme mennesker lige meget hvor vi henvendte os. Mads fik forklaret en rute på kort, som bare skulle tage 5 min. Mens pigen fra Kina og jeg selv fik forklaret hvilken bus vi skulle tage af en bus chauffør. Vente tiden på næste bus var en halv time, så vi snuppede gåturen. Fra start tilbød Mads og jeg at hjælpe pigen med hendes bagage, da hun som sagt havde en frygtelig masse, men det ville hun ikke høre noget om. Syv minutter og halvanden gode bakker senere kom hun dog til fornuft, det skal lige tilføjes at det var i 30 graders varme så tror hun var ved at gå til, men hun kæmpede godt. :) På et tidspunkt kom vi til et kryds og der var lidt disputs om hvilken vej ville skulle tag, dog skulle der ikke gå mere end 30 sekunder før der stod en fyr ved vores side som var klar til at guide os det sidste stykke og give et nap med bagagen, fantastisk! Vel arriveret til det internationale student center blev vi straks ledt hen til et bord med forfriskninger, lige hvad vi skulle bruge efter en hård vandring med al vor bagage. Efter et par glas læskedrik, lidt vand og en IS!!! Fik vi udleveret en masse papirer som vi skulle læse og lidt vi skulle udfylde. Lidt senere blev vi samlet med tre andre udveksling studerende, alle fra Indien sjovt nok, og så gennemgik en pige ved navn Rachel ellers alle punkter på en LAAAANNNGGG tjekliste som vi skulle have styr på inden vi kunne starte den 25. August. Heldigvis kunne vi sætte flueben ved de fleste og smuttede hurtigt videre til vores sidste tjek in. Ikke langt fra der hvor vi kommer til at bo fra den 16. August skulle vi have skannet alle vores visa papirer så myndighederne ved at vi er mødt op på Virginia og så var vi ellers studerende ved Virginia Tech.

Nu skulle vi bare hen til det sidste motel inden vores permanente ophold de næste 5 måneder. Heldigvis har VT lavet en aftale med et lokalt motel, så vi skulle betale mere end 45 $ for en overnatning, men måske mere vigtigt, de havde også sørget for transport hen til motellet. En utrolig flink studerende havde fået til job at drøne rundt med nye studerende i en lille bus og mens vi blev kørt det sidste stykke fortalte han vidt og bredt om VT, samt besvarede en masse af de spørgsmål vi havde omkring studielivet.

Aftenen blev brugt på at læse de dokumenter igennem som vi havde fået ved tjek in, samt en tur til Wendy’s for at smage deres burger med det lidt skræmmende navn ”the baconator”! En burger bestående af to bøffer, et par skiver ost og så ellers dobbelt op på bacon! Forhåbentlig det sidste junkfood vi skal spise i lang tid, da VT har fået prisen for det universitet i USA der har de bedste kantiner. Hermed slutter vores Roadtrip som jeg håber i har fundet interessant at læse lidt om, jeg har i hvert fald nyt hvert sekund af den. Vil selvfølgelig forsætte med at dokumenter min rejse, det næste vil blive omkring introduktionen til Virginia Tech og forhåbentlig om en masse nye bekendtskaber og kultur ”sammenstød” :)

The BACONATOR!!! med dertilhørende pomfritter og milkshake. Ja, det er et bær man kan skimte under al flødeskummet i milkshaken, man skal jo også tænke på at få noget frugt ind imellem.

-Jesper Kjeldsen Over and Out!

Onsdag den. 13. August 2008

Da vi skal aflevere bilen hos avis i Roanoke torsdag morgen, blev det meste af onsdagen brugt på landevejene. Først skulle vi dog lige forbi gårsdagens morgenmads succes, hvor Mads havde lokket mig til at prøve havregrøden. Selvom jeg var noget utilfreds med den version af havregrød jeg fik i New York og sagde det var sidste gang jeg ville spise denne blanding, der mest minder om tapetklister og avispapir, gav jeg den en chance til og hvilken forskel! Denne havregrød var proppet med dejlig frisk frugt og lidt yoghurt, som gjorde at portionen røg ned på rekordtid. En af de bedste og helt sikkert den sundeste morgenmad jeg har fået på hele turen.

Nu hvor vi snakker om mad, så lad os blive ved mad, for det er sådan set det eneste der er værd at tale om på en dag hvor der skulle køres ca. 370 km igennem småveje og vejarbejde. Fra Washington til Roanoke blev der gjort et eneste stop og det var ved Hardee’s. En burger restaurant der både ude og inde minder meget om kæder som McDonald’s og Burger King, men når man først får en Hardee’s burger imellem hænderne og ikke mindst tænderne, kan man tydelig smage forskel. Hverken Burger King eller McDonald’s eller for den sag skyld en hvilken som helst anden fastfood restaurant kommer i nærheden af den burger de servere på Hardee’s! 350 gram rendt ondskab lige ned i sækken AHHH! Det er først bagefter, når man læser energi indhold på en plakat i restauranten, at man indser at du lige har indtaget over 61 gram fedt og der har du ikke medregnet pomfritter og sodavand! Ikke underligt at de tre kvinder der arbejdede i restauranten var 90+. Sjovt nok var manden der arbejdede der ikke særlig skrumlet, men da vi forlod stedet så vi hvorfor. Hans kæreste/kone stod på parkeringspladsen sammen med deres barn og man kunne mistænke hende for at vente deres næste, i hvert fald var hun større end samtlige piger inde på restauranten; stakkels mand…

Da vi kom til Roanoke kørte vi hen til det lokale visitor center (turist information), hvor vi fandt et blad med kuponer til de lokale hoteller. Det er noget jeg vil anbefale alle andre som skal rejse i USA at gøre når de roadtripper, da der er utrolig mange penge at spare her. Vi fandt et motelværelse til 59 $ + tax med både gratis trådløs internet, morgenmad og pool. Efter at have indtaget 61 gram fedt til middagsmad, mente vi at vi ville have godt af en tur i poolen og da vejret var fantastisk (28 grader og kun pletvis skyet) var der ikke langt fra tanke til handling.

Nu da vi havde fået en sund morgenmad og faktisk dyrket lidt motion for første gang i 14 dage (udover lange gåture) syntes vi at maven sikkert ville have godt af en ordentlig ladning fedt mere, så vi bestilte ude ved Domino’s pizza og en halv time senere stod maden ved vores dør. En stor pizza, 10 kyllingevinger, breadstiks (som åbenbart er lyst brød dyppet i olie) og to liter cola satte prikken over i’et for en dag i ”gastronomiens” tegn og det skal blive godt med en god nats søvn inden turens sidste kilometre frem til Virginia Tech i morgen.

Det er efterhånden et stykke tid siden at jeg har lavet en top et eller andet liste, men på turen i dag stødte vi på ting, som med garanti snart kommer til Danmark.

Top 3 over firmaer der lukrerer på amerikanernes dovenskab.

Nr. 3: Drive thru hæveautomater (ja de er sgu så dovne herovre at de ikke en gang gider stave det rigtigt): Herhjemme er dette noget vi kun kender fra McDonald’s, men i USA har de sørget for at man ikke skal ud af bilen for at hæve penge. Det kan jo også blive noget af en opgave at komme ud af sin bil hvis man i forvejen ligger på den gode side af de 100 kg.

Nr. 2: Drive thru film leje: I USA behøver du også kun at bevæge dig fra dit hus og ud til bilen når du vil leje en film. Så er du heller ikke så forpustet når du skal hjem foran tv-skærmen og hygge dig med 2 liter cola, et par kilo chips og en skålfuld dip de næste par timer. Da flere og flere biler også får dvd afspillere, er det faktisk ikke nødvendigt at rejse sig overhovedet!

Nr. 1: Dette var faktisk så skræmmende at jeg blev nød til at tage et billede af det. På motorvejen blev vi overhalet af en bil som reklamerede for udlejning af sygehus apparatur til hjemmet. Det var bl.a. oxygen anlæg og respiratoriske servicer. At der overhovedet er et marked for dette, er et utrolig fint tegn på at mange amerikanere er alt alt for store!

Bilen der levere fedme førstehjælps artikler lige til døren.

Tirsdag den 12. August 2008.

Dagen forinden fandt vi en rigtig lækker diner et par blokke fra hotellet vi boede på da vi skulle spise middag, på menuen var der et bredt udvalg af morgenmad som faktisk så helt sundt ud, noget sjældent når vi taler amerikansk breakfast. Dette skulle prøves denne tirsdag morgen, hvor Mads fik en portion Schweizisk havregrød og jeg selv en yoghurt med jordbær og kanel og honningristet mysli, MUMS! Det smagte faktisk så godt at vi besluttede at det skulle prøves igen onsdag.

Efter en solid og for måske første gang, sund morgenmad, gik turen til Air and Space museum ikke langt fra the Capitol og en del af Smithsonian instituttet, der blev oprettet til ære for forskeren James Smithson som testamenterede hele sin formue til USA tilbage i 1835. Her er to etager proppet med de mest historiske fly og rumskibe igennem tiderne, fra Wright brødrenes første flyvefærd til spionflyet U2 og fra en kopi af Sputnik til Opportunity, en rover der blev sendt til Mars (test udgave de har på museet). Derudover var der luftballoner der havde flået jorden rundt med tophastigheder over 200 km/t og kæmpe rum raketter der fyldte fra gulv til loft. Alt sammen utrolig interessant for et par nørder som Mads og jeg og tiden fløj af sted (haha!). Det var utrolig interessant at se hvordan teknologien tog kvantespring under de to verdenskrige. I starten af 1. Verdenskrig var det rekognoscering i luftballoner og små fly, men som motorerne blev mere kompakte og fik flere hestekræfter kom de første deciderede luftkampe og bombetogter også ind i krigen.

Undertegnet og en fin Rolls Roice ;)

I mellemkrigstiden blev flyene selvfølgelig hurtigere og større så de kunne bruges til kommercielt brug, men det var først under 2. Verdenskrig at den næste epokegørende opfindelse fandt sted, nemlig jet motoren. Man kan sige det var heldigt at det var i den sidste fase af 2. Verdenskrig (1944) at jetten blev opfundet, da det var tyskerne der kom først. Da de endelig havde fået bygget nok og uddannet folk til at flyve dem, var det blevet et problem for dem at skaffe forsyninger til flyene, så nogen stor effekt fik de aldrig.

Mads på månen eller....

Jeg kunne blive ved med at fortælle mere eller mindre interessante ting fra turen, da der var utrolig mange rigtig gode historie og gode forklaringer af de ting der har ledt frem til den fly og rum teknologi vi har i dag. Desværre så meget at vi sidste på dagen ikke orkede at læse mere om de forskellige udstillinger og i stedet bare nød synet af de mange fantastiske rumskibe og flyvemaskiner. Da vi havde tullet rundt på museet i næsten 8-timer, besluttede vi os for at vi ville sidde lidt ned. Dette gjorde vi mens vi så IMAX filmen ”Fighter Pilot: Operation Red flag”. I bund grund en amerikansk propaganda film der fortæller hvor fantastisk deres piloter og ikke mindst deres fly er i en 45 min. lang film omhandlende en international flyve øvelse. 45 minutter senere efter at have fået tudet ørene fulde af hvor store, stærke og patriotiske det amerikanske flyvevåben er, forlod vi biografen med en let kvalm følelse af at amerikanerne nok overdriver lige så meget i deres film, som de gør med fedt i deres mad.

På vejen hjem til hotellet skulle vi prøve noget nyt og da Mads ikke var frisk på Sushi ;-), så prøvede det spanske køkken i stedet, som bød på tapas. Tapas er nok nærmere en blæret måde at få serveret sin mad på, end noget man decideret spiser. Vi blev anbefalet af tjeneren at vælge mellem tre forskellige retter på menukortet og fik så serveret tre små tallerkner med hver sin ret. Disse kan enten komplimentere hinanden eller være tre helt forskellige ting som man lige har lyst til. Mads fik en portion røget skinke med marinade, tomatsuppe og en omelet (alle sammen havde et finere spansk navn, som jeg hverken kan huske eller udtale). Jeg selv fik en lækker spinatsalat med rosiner og pinjekerner, som passede fortrinligt til et stykke grillet gris og dette sluttede jeg af med en gang store rejer i hvidløgs og citron marinade. Det smagte helt fantastisk, men nok også det dyreste måltid vi har fået på turen.

Med det gode måltid i hus/mave (den vokser jo, så man kunne jo blive i tvivl) gik turen hjem til hotellet, hvor der skulle bestilles bærbar inden dollaren kom alt for meget over 5 kr. Det tog det meste af aftenen da der er så utrolig meget at vælge imellem og desværre ikke lige helt det jeg vil have, men da bærbaren først bliver sendt den 26. August har jeg heldigvis lidt tid til at ændre mening. Har bestilt en T500 fra lenovo, selvom den ikke kan fås med LED backlight (skærm) og blu-ray brænder, som i den T400 Mads har bestilt. Valget faldt på denne pga. større skærm og digital video udgang, samt muligheden for at den på et senere tidspunkt kan fås med blu-ray og LED (fremgår af deres sammenligningsside). Jeg krydser fingre!

Mandag den 11. August 2008.

En god nats søvn fik ende omkring ni halv ti tiden, hvilket vel nok er det længste vi har sovet på hele turen. Ikke dårligt og lige hvad vi havde brug for inden vi skulle på den længste gå tur vi har været på i løbet af turen. Dagen skulle gå med at se alle de kendte landemærker rundt omkring Washingtons centrum, heriblandt; Det hvide hus, Vietnam og Korean war memorial, Lincoln, Thomas Jefferson, Washington, Franklin Deliano Roosevelt memorial, The capitol (ala folketinget), osv. Der var så meget at se at hele listen er for lang til at nævne her, men heldigvis ligger de alle sammen inden for gå afstand og da klokken nærmede sig spisetid, havde vi nået det vi var gået efter.

Tættere kommer man ikke det hvide hus som turist.

Det var selvfølgelig lidt af en oplevelse at se alle de steder som vi har set utallige gange i film og tv, men efter 9-11-2001 er alle de rigtig fede ture, såsom rundtur i det hvide hus, the capitol og Pentagon blevet lukket. Ved de ting som endnu er åbent for offentligheden, er der sikkerhedskontrol med røntgen og metal scannere. Ja selv ved turistinformationen skal man igennem denne procedure.

Som det ses her er jeg næsten lige så høj som Washington memorial når jeg puster mig op ;)

Alle disse sikkerhedsforanstaltninger skulle vel medvirke til at man føler sig sikker i byen, men snarer tværtimod. Det eneste man ser oftere end politi og sikkerhedspersonale er hjemløse og tiggere og hele tiden ser og hører man politi, ambulancer og brandbiler der drøner af sted for fuld udblæsning. Disse ting blev vi faktisk allerede informeret om da vi skulle finde et sted at bo i byen, for der var mange rigtig gode moteller lidt uden for centrum til billige penge, men ved dem alle var der anmeldelser fra tidligere bruger der advarede om nabolaget motellet lå i. Selvom der var mange flere mennesker i både New York og Boston og mindre politi (især i Boston), så føltes de byer bare langt mere sikre en Washington. Er godt klar over der ikke sker os noget, men det fjerner lidt hyggen som vi oplevede i Boston og New York.

Mads gør hvad han kan for at få monumenterne fra den helt rigtige vinkel.

Efter gåturen og lidt mexicansk mad tog vi på ESPN endnu engang for at få et par øl og ikke mindst følge med på fire fladskærme i både OL, NFL og baseball. Selvom der ikke var nogen lokale opgør, så var der masser af følelser at spore rundt omkring i den store bar, især under NFL kampen (Packers mod Bengals).

Med internet på hotellet fik vi lige tid til at tjekke lidt mails og skrive lidt dagbog inden vi skulle i seng, det hele krydret med OL på fjernsynet. Der er masser af sport og vi gør alt for at kunne følge med :)