søndag den 31. august 2008

Tirsdag den 12. August 2008.

Dagen forinden fandt vi en rigtig lækker diner et par blokke fra hotellet vi boede på da vi skulle spise middag, på menuen var der et bredt udvalg af morgenmad som faktisk så helt sundt ud, noget sjældent når vi taler amerikansk breakfast. Dette skulle prøves denne tirsdag morgen, hvor Mads fik en portion Schweizisk havregrød og jeg selv en yoghurt med jordbær og kanel og honningristet mysli, MUMS! Det smagte faktisk så godt at vi besluttede at det skulle prøves igen onsdag.

Efter en solid og for måske første gang, sund morgenmad, gik turen til Air and Space museum ikke langt fra the Capitol og en del af Smithsonian instituttet, der blev oprettet til ære for forskeren James Smithson som testamenterede hele sin formue til USA tilbage i 1835. Her er to etager proppet med de mest historiske fly og rumskibe igennem tiderne, fra Wright brødrenes første flyvefærd til spionflyet U2 og fra en kopi af Sputnik til Opportunity, en rover der blev sendt til Mars (test udgave de har på museet). Derudover var der luftballoner der havde flået jorden rundt med tophastigheder over 200 km/t og kæmpe rum raketter der fyldte fra gulv til loft. Alt sammen utrolig interessant for et par nørder som Mads og jeg og tiden fløj af sted (haha!). Det var utrolig interessant at se hvordan teknologien tog kvantespring under de to verdenskrige. I starten af 1. Verdenskrig var det rekognoscering i luftballoner og små fly, men som motorerne blev mere kompakte og fik flere hestekræfter kom de første deciderede luftkampe og bombetogter også ind i krigen.

Undertegnet og en fin Rolls Roice ;)

I mellemkrigstiden blev flyene selvfølgelig hurtigere og større så de kunne bruges til kommercielt brug, men det var først under 2. Verdenskrig at den næste epokegørende opfindelse fandt sted, nemlig jet motoren. Man kan sige det var heldigt at det var i den sidste fase af 2. Verdenskrig (1944) at jetten blev opfundet, da det var tyskerne der kom først. Da de endelig havde fået bygget nok og uddannet folk til at flyve dem, var det blevet et problem for dem at skaffe forsyninger til flyene, så nogen stor effekt fik de aldrig.

Mads på månen eller....

Jeg kunne blive ved med at fortælle mere eller mindre interessante ting fra turen, da der var utrolig mange rigtig gode historie og gode forklaringer af de ting der har ledt frem til den fly og rum teknologi vi har i dag. Desværre så meget at vi sidste på dagen ikke orkede at læse mere om de forskellige udstillinger og i stedet bare nød synet af de mange fantastiske rumskibe og flyvemaskiner. Da vi havde tullet rundt på museet i næsten 8-timer, besluttede vi os for at vi ville sidde lidt ned. Dette gjorde vi mens vi så IMAX filmen ”Fighter Pilot: Operation Red flag”. I bund grund en amerikansk propaganda film der fortæller hvor fantastisk deres piloter og ikke mindst deres fly er i en 45 min. lang film omhandlende en international flyve øvelse. 45 minutter senere efter at have fået tudet ørene fulde af hvor store, stærke og patriotiske det amerikanske flyvevåben er, forlod vi biografen med en let kvalm følelse af at amerikanerne nok overdriver lige så meget i deres film, som de gør med fedt i deres mad.

På vejen hjem til hotellet skulle vi prøve noget nyt og da Mads ikke var frisk på Sushi ;-), så prøvede det spanske køkken i stedet, som bød på tapas. Tapas er nok nærmere en blæret måde at få serveret sin mad på, end noget man decideret spiser. Vi blev anbefalet af tjeneren at vælge mellem tre forskellige retter på menukortet og fik så serveret tre små tallerkner med hver sin ret. Disse kan enten komplimentere hinanden eller være tre helt forskellige ting som man lige har lyst til. Mads fik en portion røget skinke med marinade, tomatsuppe og en omelet (alle sammen havde et finere spansk navn, som jeg hverken kan huske eller udtale). Jeg selv fik en lækker spinatsalat med rosiner og pinjekerner, som passede fortrinligt til et stykke grillet gris og dette sluttede jeg af med en gang store rejer i hvidløgs og citron marinade. Det smagte helt fantastisk, men nok også det dyreste måltid vi har fået på turen.

Med det gode måltid i hus/mave (den vokser jo, så man kunne jo blive i tvivl) gik turen hjem til hotellet, hvor der skulle bestilles bærbar inden dollaren kom alt for meget over 5 kr. Det tog det meste af aftenen da der er så utrolig meget at vælge imellem og desværre ikke lige helt det jeg vil have, men da bærbaren først bliver sendt den 26. August har jeg heldigvis lidt tid til at ændre mening. Har bestilt en T500 fra lenovo, selvom den ikke kan fås med LED backlight (skærm) og blu-ray brænder, som i den T400 Mads har bestilt. Valget faldt på denne pga. større skærm og digital video udgang, samt muligheden for at den på et senere tidspunkt kan fås med blu-ray og LED (fremgår af deres sammenligningsside). Jeg krydser fingre!

Ingen kommentarer: