onsdag den 8. oktober 2008

Efteråret starter på VT

Det mest overraskende i denne måned må siges at være vejret. Det meste af september har været som starten af august derhjemme, dejlig varmt, men ikke lummert og det har været sådan næsten konstant helt ind i starten af oktober, faktisk lykkedes det mads at blive solskoldet 4. okt. da vi var til endnu en college football kamp. Endnu en gang viste The Hokies hvem der var herre i eget hus og vandt en komfortable sejr. Men nu må jeg heller starte hvor jeg slap sidst jeg bloggede.


Mads efter en football kamp, man kan ane et VT logo på hans kind lige ved det øverste smile hul. Her sad der under kamp et VT logo der ikke lukkede sol ind. Man kan også se at han havde kasket på da hans pande ikke bære den dannebrogs røde kulør resten af hovedet har ;)

Siden jeg skrev sidst har der virkelig været rush på, hvilket desværre ikke skyldes at vi fester igennem hver aften og turnere rundt i USA i weekenden. Nej, hovedårsagen til at jeg ikke har haft tid til at holde min blog opdateret, skal utroligt nok findes i studiet!
For første gang siden jeg forlod HTX i Struer er jeg begyndt at få lektier for igen! Hvis så størrelsesordnen på disse lektier havde været i nærheden af den vi oplevede på HTX, havde jeg nok ikke klynket så meget som er tilfældet nu, men ak nej. En opgave kan tage halvdelen af ens weekend af få løst, hvis det hele ikke klapper med det samme og lektierne lævner næsten ingen tid tilbage til det projekt, som vi egentlig regnede med vi skulle bruge største delen af vores tid på. Der er dog ikke andet for end at fatte pinden og krydse fingre for at man når det hele og lærer noget af det.

Det var den kedelige del af "referatet". Heldigvis er der ind imellem tid til lidt spass, løjer og oplevelser ud over det sædvanlige.
En stor del af min fritid hjemme i DK foregik i Aalborg Studenternes Idrætsforening (AASI) og jeg havde en forhåbning om at opleve samme fællesskab og glæde for fodbolden herovre, som den jeg oplever derhjemme. Derfor meldte jeg mig som "free agent" til en intern fodbold turnering på universitetet. Hvilket vil sige at jeg blev smidt på et hold sammen med en masse andre spiller, der heller ikke lige kunne finde 10-12 gutter at spille fodbold med. Da vi ikke var for mange i forvejen, introducerede jeg nogle af de venner jeg har fået herovre, som jeg vidste kunne lidt med en bold, til holdet og vi havde faktisk et rigtig godt fodboldhold forholdene taget i betragtning (det er jo USA, de kalder det for soccer!)
De to kampe vi fik spillet vandt vi da også overlegent og var klar til at spille i den bedste play-off række herovre. Det vi desværre ikke havde taget højde for, var at vores hold kaptajn var den største kegle jorden til dato har set. Ikke nok med at han var banens dårligste spiller (og det siger ikke så lidt), han kunne heller ikke formå at informere os om vores første play-off kamp i tide. Resultatet blev at vi tabte uden kamp (også selvom det andet hold heller ikke mødte op) og min herre fodbold sæson endte næsten før den var startet ;(

Heldigvis havde min nabo introduceret mig for hans co-rec hold, hvilket er et mix-hold bestående af halvt piger halvt drenge. Her vandt vi også vores første kampe overlegent, en af kampene endda med cifrene 8-0, selvom der kun blev scoret 6 mål, men når pigerne scorer tæller det dobbelt ;) Så vi var hurtigt videre til play-off i den bedste række for co-rec holdene og denne gang havde vores hold kaptajn mere styr på det. Vi har nu spillet to kampe mere og er klar til kvartfinalen og regner selvfølgelig med at gå hele vejen, så vi kan vinde en fed t-shirt :P

Til tider lykkes det også at komme lidt uden for campus og siden sidste har den stået på en hel del natur oplevelser. Først var vi på McAfee's Knob, som er et bjerg et stykke fra Blacksburg og som på toppen har en hel del boulder rocks (kæmpe sten) der løfter en over trætoppene og giver en fantastisk udsigt over de store skovområder i Virginia og især Blue Ridge mountains. For at komme til toppen havde vi en lang vandre tur langs The Appalachian Trail, som er navnet på naturstier der strækker sig over flere stater igennem nationalparker med det ene udsigtsmål efter det andet. På vores vandretur fik vi også et par overraskelser som vi ikke havde regnet med, to slanger krydsede vores vej og heldigvis var ingen af dem farlige, selvom der var klapperslanger i territoriet. Den ene af slangerne var faktisk så lille at vi fik lov at holde den, den anden var dog noget større og selvom den ikke var farlig, var der ingen der havde lyst til at samle den op :)



En lille film af udsigten fra McAfee's Knob.

Vi klarede heldigvis hele turen derop!

Der var sgu alligevel et stykke ned!

Efter turen til McAfee's Knob var den næste natur oplevelse for mit vedkommende en tur ned af Upper Gauley River i en gummibåd. Bølgerne gik højt og det var en fantastisk oplevelse selvom vejret var lidt dårligt. Heldigvis havde jeg lejet en våddragt så jeg kunne holde varmen, selvom jeg var gennem, og neejj hvor blev jeg våd! Ned igennem det ene vandfald efter det andet stod vandet ind over båden, jeg havde fået tilsniget mig en plads helt fremme foran i båden og var derfor den første udover vandfaldene. Det skal her noteres at man som forreste også skal sætte tempoet i båden, men når den professionelle styrmand siger to paddeltag frem og man hænger udover et vandfald og derfor ror ude i luften er det ikke nemt at tage et paddeltag der tilsvarer et taget i vand. Resultatet blev en til tider total usynkron åregang som også kan ses til tider i videoen her: Kommer senere da den fylder en hel del!

Sidst på turen fik vi lov til at hoppe af båden og svømme igennem et mindre vandfald og hoppe fra en klippe, selvom vandet kun var 13-15 grader gjorde våddragten det den var skabt til og holdte en nogenlunde varm. En enkelt i vores båd havde sparet lejen af våddragten og havde myrepatter under hele turen, så det var helt sikkert pengene værd. Af gode grunde har jeg ikke mange billeder af denne tur ;)

Sidste naturoplevelse stod på en hyggetur til Wind Rock og Mountain Lake Hotel, hvor filmen Dirty Dancing blev optaget: http://www.imdb.com/title/tt0092890/ og selvom det nu var meget spændende var det ikke just "The time of our life" som der stod i turist pjecen, de efterfølgende billeder kan måske kaste lidt lys over hvorfor.
Ja, det er en bådbro! og nej, det er ikke meget vand i den her sø, måske pga. den globale opvarmning, måske bare fordi søer ikke er lavet til at ligge oppe i bjergene!

Ikke nemt at se at dette er samme sted som billedet ovenfor.

Det største tilløbsstykke ved Moutain Lake Hotel er Oktoberfest og det var noget der gav vores tyske følgeskab smil på læben ;)

Wind Rock var ikke nær så stor en oplevelse som McAfee's Knob, men tilgengæld var den amerikaner venlig. En times kørsel og en gåtur på 5 minutter så var man der!


Det mest spændende var at vi kom ud i Redneck country som har det med at hegne deres jord ind og banke skilte op ;)

Dem af jer der ikke ved hvad en redneck er, er der en masse "information" om dem i filmen Deliverance med Burt Reynolds, hvis man ikke har set filmen og bare vil have en glans af et par rednecks af værste skuffe kan man tjekke denne film fra youtube: (OBS!!! Bør ikke ses hvis der er børn tilstede! SERIØST!!!) http://www.youtube.com/watch?v=yj4LnfkdJDM Ubehagelige billeder og selvom det nok aldrig er så slemt i virkeligheden så findes der folk ude i disse egne som er mere indavl end folk fra de yderste kanter af Mors! På samtlige af turene jeg har nævnt ovenfor blev der faktisk advaret om fire ting: Slanger, Edderkopper, Bjørne og Rednecks, har heldigvis kun stødt på et par slanger og nogle små edderkopper ;)

Som jeg lagde ud med at sige var vi fornyeligt på stadion og se The Hokies vinde endnu en kamp og jeg vil slutte denne blog af med at give jer en snas af hvordan sådan en kamp skydes i gang og tænk over at dette "bare" er en college football kamp. Det kunne være cool hvis vi en dag ville se noget lignende over AASI's stadion "Domen".



Nå ja foresten, så viste de Aab mod Manchester United på ESPN som er USA's og vel nok også verdens største sports kanal. Det var sjovt at sidde og se Aalborg helt herovre fra, det var knapt så sjovt at de fik så mange stryg. :(