Studietur USA 2008

Efteråret starter på VT

2008-10-08T18:06:00.000-07:00

Det mest overraskende i denne måned må siges at være vejret. Det meste af september har været som starten af august derhjemme, dejlig varmt, men ikke lummert og det har været sådan næsten konstant helt ind i starten af oktober, faktisk lykkedes det mads at blive solskoldet 4. okt. da vi var til endnu en college football kamp. Endnu en gang viste The Hokies hvem der var herre i eget hus og vandt en komfortable sejr. Men nu må jeg heller starte hvor jeg slap sidst jeg bloggede.

Mads efter en football kamp, man kan ane et VT logo på hans kind lige ved det øverste smile hul. Her sad der under kamp et VT logo der ikke lukkede sol ind. Man kan også se at han havde kasket på da hans pande ikke bære den dannebrogs røde kulør resten af hovedet har ;)

Siden jeg skrev sidst har der virkelig været rush på, hvilket desværre ikke skyldes at vi fester igennem hver aften og turnere rundt i USA i weekenden. Nej, hovedårsagen til at jeg ikke har haft tid til at holde min blog opdateret, skal utroligt nok findes i studiet!
For første gang siden jeg forlod HTX i Struer er jeg begyndt at få lektier for igen! Hvis så størrelsesordnen på disse lektier havde været i nærheden af den vi oplevede på HTX, havde jeg nok ikke klynket så meget som er tilfældet nu, men ak nej. En opgave kan tage halvdelen af ens weekend af få løst, hvis det hele ikke klapper med det samme og lektierne lævner næsten ingen tid tilbage til det projekt, som vi egentlig regnede med vi skulle bruge største delen af vores tid på. Der er dog ikke andet for end at fatte pinden og krydse fingre for at man når det hele og lærer noget af det.

Det var den kedelige del af "referatet". Heldigvis er der ind imellem tid til lidt spass, løjer og oplevelser ud over det sædvanlige.
En stor del af min fritid hjemme i DK foregik i Aalborg Studenternes Idrætsforening (AASI) og jeg havde en forhåbning om at opleve samme fællesskab og glæde for fodbolden herovre, som den jeg oplever derhjemme. Derfor meldte jeg mig som "free agent" til en intern fodbold turnering på universitetet. Hvilket vil sige at jeg blev smidt på et hold sammen med en masse andre spiller, der heller ikke lige kunne finde 10-12 gutter at spille fodbold med. Da vi ikke var for mange i forvejen, introducerede jeg nogle af de venner jeg har fået herovre, som jeg vidste kunne lidt med en bold, til holdet og vi havde faktisk et rigtig godt fodboldhold forholdene taget i betragtning (det er jo USA, de kalder det for soccer!)
De to kampe vi fik spillet vandt vi da også overlegent og var klar til at spille i den bedste play-off række herovre. Det vi desværre ikke havde taget højde for, var at vores hold kaptajn var den største kegle jorden til dato har set. Ikke nok med at han var banens dårligste spiller (og det siger ikke så lidt), han kunne heller ikke formå at informere os om vores første play-off kamp i tide. Resultatet blev at vi tabte uden kamp (også selvom det andet hold heller ikke mødte op) og min herre fodbold sæson endte næsten før den var startet ;(

Heldigvis havde min nabo introduceret mig for hans co-rec hold, hvilket er et mix-hold bestående af halvt piger halvt drenge. Her vandt vi også vores første kampe overlegent, en af kampene endda med cifrene 8-0, selvom der kun blev scoret 6 mål, men når pigerne scorer tæller det dobbelt ;) Så vi var hurtigt videre til play-off i den bedste række for co-rec holdene og denne gang havde vores hold kaptajn mere styr på det. Vi har nu spillet to kampe mere og er klar til kvartfinalen og regner selvfølgelig med at gå hele vejen, så vi kan vinde en fed t-shirt :P

Til tider lykkes det også at komme lidt uden for campus og siden sidste har den stået på en hel del natur oplevelser. Først var vi på McAfee's Knob, som er et bjerg et stykke fra Blacksburg og som på toppen har en hel del boulder rocks (kæmpe sten) der løfter en over trætoppene og giver en fantastisk udsigt over de store skovområder i Virginia og især Blue Ridge mountains. For at komme til toppen havde vi en lang vandre tur langs The Appalachian Trail, som er navnet på naturstier der strækker sig over flere stater igennem nationalparker med det ene udsigtsmål efter det andet. På vores vandretur fik vi også et par overraskelser som vi ikke havde regnet med, to slanger krydsede vores vej og heldigvis var ingen af dem farlige, selvom der var klapperslanger i territoriet. Den ene af slangerne var faktisk så lille at vi fik lov at holde den, den anden var dog noget større og selvom den ikke var farlig, var der ingen der havde lyst til at samle den op :)

En lille film af udsigten fra McAfee's Knob.

Vi klarede heldigvis hele turen derop!

Der var sgu alligevel et stykke ned!

Efter turen til McAfee's Knob var den næste natur oplevelse for mit vedkommende en tur ned af Upper Gauley River i en gummibåd. Bølgerne gik højt og det var en fantastisk oplevelse selvom vejret var lidt dårligt. Heldigvis havde jeg lejet en våddragt så jeg kunne holde varmen, selvom jeg var gennem, og neejj hvor blev jeg våd! Ned igennem det ene vandfald efter det andet stod vandet ind over båden, jeg havde fået tilsniget mig en plads helt fremme foran i båden og var derfor den første udover vandfaldene. Det skal her noteres at man som forreste også skal sætte tempoet i båden, men når den professionelle styrmand siger to paddeltag frem og man hænger udover et vandfald og derfor ror ude i luften er det ikke nemt at tage et paddeltag der tilsvarer et taget i vand. Resultatet blev en til tider total usynkron åregang som også kan ses til tider i videoen her: Kommer senere da den fylder en hel del!

Sidst på turen fik vi lov til at hoppe af båden og svømme igennem et mindre vandfald og hoppe fra en klippe, selvom vandet kun var 13-15 grader gjorde våddragten det den var skabt til og holdte en nogenlunde varm. En enkelt i vores båd havde sparet lejen af våddragten og havde myrepatter under hele turen, så det var helt sikkert pengene værd. Af gode grunde har jeg ikke mange billeder af denne tur ;)

Sidste naturoplevelse stod på en hyggetur til Wind Rock og Mountain Lake Hotel, hvor filmen Dirty Dancing blev optaget: http://www.imdb.com/title/tt0092890/ og selvom det nu var meget spændende var det ikke just "The time of our life" som der stod i turist pjecen, de efterfølgende billeder kan måske kaste lidt lys over hvorfor.

Ja, det er en bådbro! og nej, det er ikke meget vand i den her sø, måske pga. den globale opvarmning, måske bare fordi søer ikke er lavet til at ligge oppe i bjergene!

Ikke nemt at se at dette er samme sted som billedet ovenfor.

Det største tilløbsstykke ved Moutain Lake Hotel er Oktoberfest og det var noget der gav vores tyske følgeskab smil på læben ;)

Wind Rock var ikke nær så stor en oplevelse som McAfee's Knob, men tilgengæld var den amerikaner venlig. En times kørsel og en gåtur på 5 minutter så var man der!

Det mest spændende var at vi kom ud i Redneck country som har det med at hegne deres jord ind og banke skilte op ;)

Dem af jer der ikke ved hvad en redneck er, er der en masse "information" om dem i filmen Deliverance med Burt Reynolds, hvis man ikke har set filmen og bare vil have en glans af et par rednecks af værste skuffe kan man tjekke denne film fra youtube: (OBS!!! Bør ikke ses hvis der er børn tilstede! SERIØST!!!) http://www.youtube.com/watch?v=yj4LnfkdJDM Ubehagelige billeder og selvom det nok aldrig er så slemt i virkeligheden så findes der folk ude i disse egne som er mere indavl end folk fra de yderste kanter af Mors! På samtlige af turene jeg har nævnt ovenfor blev der faktisk advaret om fire ting: Slanger, Edderkopper, Bjørne og Rednecks, har heldigvis kun stødt på et par slanger og nogle små edderkopper ;)

Som jeg lagde ud med at sige var vi fornyeligt på stadion og se The Hokies vinde endnu en kamp og jeg vil slutte denne blog af med at give jer en snas af hvordan sådan en kamp skydes i gang og tænk over at dette "bare" er en college football kamp. Det kunne være cool hvis vi en dag ville se noget lignende over AASI's stadion "Domen".

Nå ja foresten, så viste de Aab mod Manchester United på ESPN som er USA's og vel nok også verdens største sports kanal. Det var sjovt at sidde og se Aalborg helt herovre fra, det var knapt så sjovt at de fik så mange stryg. :(

Virginia Tech: Så er vi i gang!

2008-09-14T19:39:00.000-07:00

Så har Mads og jeg været i gang i ca. 3 uger og er begyndt at få de første lektier for samt fået fastsat et projekt tema: Specific Emitter Identification (SEI) approach to adaptive interference cancellation (conference and possibly journal paper). Hvilket betyder vi skal finde trådløse applikationers fingeraftryk og derved sikre at forbindelser ikke bliver oprettet til ukorrent hardware. Men dette er jo ikke nær så spændende at høre om som alt det andet jeg har foretaget mig det sidste stykke tid.

For at få en dagligdag til at virke skal der jo gøres nogle investeringer og selvom værelset jeg har fået er rigtig lækkert var der et par ting der manglede. Derfor er turen gået til Walmart et par gange efterhånden. Det første jeg fik investeret i var en fin rød cykel så jeg lettere kunne komme rundt på campus. Selvom jeg bor lige i midten af det hele, er universitetet så stort at man hurtigt kan få brugt al for megen tid og energi på at gå rundt til alle ens ærinder. Desuden koster en hel ny cykel i Walmart ikke mere end 94 dollars og forhåbentlig kan den sælges videre når jeg flyver tilbage til DK.

Her er min røde racer så! Et gear, en pedal bremse og en fandens masse arbejde med at få den op af bakkerne!

Udover dette pragtkøb har jeg også fået mig et bette fjernsyn og et køleskab som jeg hurtigt fik fyldt til randen med øl.

Her er køleskabet i fuld funktion, desværre er det svært at få dansk øl herovre, så denne uges øl valg er Heineken og Michelob (udemærket amerikansk øl).

Der er ingenting der er større herovre end universitetets amerikanske fodbold hold The Virginia Tech Hokies. Selvom stadionet har plads til 66.000 tilskuer er det så godt som umuligt at få billetter til kampen (i det mindste til en ordentlig pris). I stedet kan de studerende deltage i et lotteri og vinde gratis pladser til kampen. Jeg var heldig at vinde en billet til den første kamp som var en form sag for The Hokies, derfor var stadionet også halv tomt inden sidste kvarter af kampen. Næste kamp var tilgengæld det største opgør i sæsonen på hjemmebane og denne gang var jeg desværre ikke så heldig at vinde billetter. Tilgengæld fandt Mads og jeg en gut der havde to studie billetter tilsalg lige inden kampen og det var endda til den originale salgspris. En halv time senere sad vi på et propfyldt Lane Stadium, klar til at tage imod spillerne og mens folk hoppede i takt til Metallica - Enter Sandman steg larmen sammen med stemningen og det hele kulminerede da spillerne endelig løb ind på banen.

Midlertidig video fra Lane stadium, den med spillernes entre fylder for meget pt.

En kæmpe oplevelse og en tæt kamp skabte en fantastisk atmosfære igennem samtlige 4x15 min. som pga. reklame pauser bliver til omtrent 4 timer. VT er stadig ubesejret på hjemmebane, men tilskuerne var ikke videre tilfreds med præstationen. De var dog endnu mere utilfredse med manden i den røde trøje.

Denne mand styrer hvornår der må spilles bold, hver gang der skal vises reklamer stiller han sig på banen og der er ingen der spiller inden han forlader banen igen. Hans job er måske mere forhadt end parkeringsvagter!'

Der er heldigvis også noget at se uden for universitetet så derfor har Mads og jeg taget på et par ture ud i naturen. Først var vi et smut ved The Cascades som er et utrolig flot vandfald hvor man efter en god gåtur kan få sig en kølig dukkert. Da vi ikke selv har en bil arrangerede vi turen sammen med en tysk studerende som har en bil så længe han har besøg af sin kæreste herovre. Så alle fire begav vi os ud på en 2 mil gåtur langs åen der ledte op til vandfaldet og i varmen var en tur i søen under vandfaldet lige hvad vi havde brug for.

Mads og tyskerne nyder medbragt mad ved vandfaldet ;)

Virginia Tech: De første indtryk

2008-08-31T20:03:00.000-07:00

Endelig fik jeg tid til at sætte mig ned og få skrevet lidt til bloggen. De sidste 17 dage har været utrolige på alle måder og ikke mindst hektiske. De har budt på et væld af oplevelser af forskellige kulturer da vi som internationale studerende mest har med andre internationale studerende at gøre.
Som jeg allerede har skrevet, mødte vi en kineser på førstedagen og det skulle hurtigt vise sig langt fra at være den eneste. Sammen med indere udgør kinesere den største forsamling af internationale studerende. Alle jeg har mødt indtilvidere virker utroligt søde, men også utroligt svære at forstå! Måden hvorpå disse taler engelsk ligger et godt stykke fra den europæiske.
Den største europæiske forsamling består af tyskere og især tyskere fra universitetet i Darmstadt, hvor en stor mængde af maskiningeniører bliver uddannet og hvoraf mange tager til Virginia Tech.
Af skandinavisk islæt har vi mødt tre finner og en enkelt nordmand (som vi kunne tale lidt dansk med ;))

De første dage herovre gik med forskellige arrangementer arrangeret af The Cranwell International Center, som har været fantastiske til at hjælpe os på plads. Af højdepunkter der skal nævnes var en tur til et "co-housing community", hvor omtrent 30 familier har bygget deres haver sammen og derfor har et stærkt nabofællesskab.
Her var Mads og jeg inviteret til aftensmad sammen med en ordentlig flok kinesere og ikke mindst en meget farverig pakistaner ved navn Utba. Jeg fik ved lejligheden stillet en masse spørgsmål til det kinesiske selvskab, da jeg ikke kunne følge med i OL måtte jeg jo lave min egen research. Der var lige så stor forskel på disse kinesere som der er mellem en dansker og en spanioler. Nogle steder er det normalt at smaske for at vise maden smager godt. Deres navne betyder ofte noget ala evig lykke eller godt og sundt liv, men der er også nogle der bliver opkaldt efter sygdomme for at de så skulle undgå at få dem. Der er dog mindst tre ting som de alle har tilfælles: De er vildt overtroiske når det kommer til tal! En pige oversatte for eksemple sit tlf.nr. til noget hen i retningen af død og ødelæggelse fordi det havde en masse 8-taller :? Derudover er de allesammen enebørn, sjovt nok (man må sige de lever efter regeringens normer) og så er de vildt høflige.

Kinesere smiler rundt regnet 24 timer i døgnet.

En anden kæmpe oplevelse var den første tur rundt på Virginia Tech og ikke mindst de store idrætsanlæg og faciliteter som er at finde rundt på hele universitetet, hvor Lane stadium med plads til 66.233 tilskuer og Cassell Coliseum (10.052 siddepladser) overgår alt jeg har set før. Parken og Gigantium kan godt stikke halen imellem benene i fht. til disse giganter. Mads og jeg havde godt nok hørt at det ville være svært at få billetter til de amerikanske fodboldkampe, men tænkte vi ville prøve alligevel, nu når der kun bor omkring 40.000 i selve Blacksburg kunne det jo ikke være så svært at finde en plads eller to på Lane stadium. Vi kunne dog hurtigt fornemme at vi var helt gal på den da vi spurgte billetdamen om billetter. Et ansigtsudtryk der mest mindede om at vi havde roterende fis i kasketten var hvad der mødte os og vi måtte føje os. Heldigvis er der et lotteri for de studerende hvor de uddeler flere tusinde gratis billetter. Desværre ikke nok til at både Mads og jeg kunne få en, så Mads der ikke var så heldig i lotteriet må prøve at skaffe billetter til kampen på internettet eller selve dagen.

Multiarenaen Cassell Coliseum, hvor der er fulde huse til basketball kampe og gratis pladser til volleyball.

Det bedste ved universitetet har dog hverken været idrætsfaciliteter, klasseværelser eller miljøet i og omkring universitetet. Ikke fordi disse ikke er fantastiske, men simpelthen fordi vores indkvartering på Graduate Life Center overgår alt hvad jeg havde forstillet mig. Lokaliseret på vejen Donaldson Brown centralt i fht. både universitet og selve Blacksburg ligger et tidligere hotel ejet af Virginia Tech. Dette er nu lavet om til indkvartering for Graduate studerende (dem der har overstået deres bachelor) og værelserne har heldigvis ikke ændret sig meget siden der var hotel. Et forholdvist stort værelse inkl. badeværelse med badekar (har jeg ikke fået prøvet endnu) skal danne base for Casa del Kjeldsen frem til midten af december.

Så er der nok også nogle derhjemme der er interesseret i hvad Mads og jeg får at spise her i staterne. Og til det kan jeg kun svare; "Så meget som overhovedet muligt!". Der er 12 forskellige spisesteder på campus. Her i blandt en sandwichbar og café i samme bygning som jeg bor, dvs. jeg skal bruge ca. 74 skridt på at tage elevatoren ned på 1. sal, købe en donut og komme tilbage til mit værelse på 4. sal, Luxus! ;) Ynglingsspisestedet er indtil videre D2 som er et kæmpe "spis hvad du kan" marked. Her betaler man mellem 15 og 20 kr. (alt efter om det er morgen, middag eller aften) for at komme ind og når man så er inde er der frit slag på alle hylder. Man skulle tro at man til denne pris fik det værste snask USA kan præstere, men D2 byder ud over en masse amerikansk snask også på rigtig gode internationale og sunde retter. Retten i dette fantastiske spisested som har taget flest kegler må siges at være VT-vaflen. Virginia Tech (VT) har fået specialt fremstillet vaffeljern så ens vaffel har printet VT i midten. Efter bedste amerikanske stil er der en lang række valgmuligheder i tilbehør, hvor de gængse; pudersukker, jordbærsyltetøj og flødeskum er supplementeret med mere amerikanske lækkerier så som budding, sirup og smeltet margarine, puha! Vi har kun været 5 ud af de tolv steder indtil videre, så vi skal snart på mad-crawl og dermed udvide vores madhorisont, samt vore maver ;)

For at vi ikke skal blive alt for runde har Mads og jeg investeret i et par tennisketchers og har i de første par uger fået spillet en del landskampe mod tennis giganten Tyskland. Uheldigvis ligger tyskerne pt. i front med nogle få sejre, men vi skal nok få krammet på dem! Derudover har vi spillet lidt squash, fodbold og været i motionscenter. Alt sammen gratis og nødvendigt hvis vægten skal holdes. I skrivende stund er min vægt 80 kg og så må vi se hvilken vej det går :)

Uden mad og drikke dur helten ikke siger man jo og heldigvis er der ikke længere end 100 meter fra hvor vi bor til to af byens bedst besøgte diskoteker/barer. Her har vi efterhånden fået lagt en stor portion af vores dollars og tilgengæld fået en masse øl og drinks, men aldrig nok til at vi ikke kunne finde hjem ;) Ikke fordi vi ikke har prøvet at drikke os igennem hegnet, men simpelthen fordi vores interne druk-ur ikke er indstillet til amerikanske lukketider. I Blacksburg lukker alle udskænkningssteder kl. 2.00 og det er præcis kl. 2.00 og gerne lidt før. Dvs. sidste omgang bliver kaldet allerede 1.30! Ikke optimalt når man er vant til at ramme hegnet imellem 3 og 5 om morgen (ved godt det kan smutte en gang imellem og man rammer det lidt tidligere). Man kan så spørge sig selv, hvorfor man ikke fester videre ude på gaden, som ville være kutyme i Aalborg. Grunden til dette er den amerikanske drikkelov som kan virke MEGET absurd for danske ganer. For du kan blive sat fast for hvad som helst der har med alkohol at gøre herovre. Bl.a. er der en lov mod besiddelse af alkohol på offentlige steder og hvis betjenten du møder en mørk aften på vej hjem fra byen, er et rigtigt røvhul, så kan han faktisk sætte dig i brummen for at besidde den alkohol du har i maven!
Der var derfor en hel del bekymring at spore hos en tysker og undertegnet, da vi blev holdt tilbage af en betjent, anden gang vi var i byen og lige efter vi havde været et smut inde på en byggeplads, hvor vi ikke havde det store at skulle lave kl. 2.30 en lørdag nat. I hvert fald ikke hvis man spurgte betjenten. Vi slap heldigvis af sted med bare at blive noteret og en reprimande om at vi ville blive kontaktet af politiet, hvis byggepladsen henvendte sig om noget stjålet eller ødelagt om mandagen. Da der ikke blev sparket døre ind den efterfølgende mandag håber jeg at vi har sluppet for videre interaktion med det amerikanske retsystem ;)

Efter vores første intermezzo med politiet tænkte vi, at vi ville prøve lykken igen et kvarter senere. En flok på 4-5 stykker stod og sludrede på parkeringspladsen, hvoraf den ene havde taget sin K9 hund med (Det amerikanske politi's angrebshund). Nysgerrigheden tog over og jeg blev nød til at få svar på de myter der har verseret i bl.a. station 2, hvilke alle blev bekræftet i løbet af de næste 45 minutter. Bl.a. bliver K9 hunde trænet til at angribe i stedet for at markere som de danske hunde gør. Grunden til dette skulle angiveligt være at undgå sagsanlæg hvis en hund der er trænet til at markere pludselig skulle angribe (med en vagt kendskab til amerikanske retsager lyder den forklaring meget plausibel). Af andre interessante ting var våbenlageret i betjentens bagagerum som indeholdte et letvægts semiautomatisk gevær, en shot/pumpgun og en fuld automatisk m95'er med optisk laser sigte (er ikke ferm i disse udtryk, så er sikkert gal på den, men det var sgu et sygt baggagerum!) Der blev taget billeder, men de var desværre utrolig dårlige da kl. 3 om natten, på en dårlig belyst parkeringsplads, bag en politibil ikke er det mest optimale sted at tage billeder med sit mobilkamera.

Beklager kvaliteten, men de våbenkyndige kan måske se hvilket gevær dette er. Sigtet på toppen fik vi lov til at se igennem, hvor der var en fin rød plet i ;)

Men det kan jo ikke være fest og ballade det hele, grunden til vi er her er jo for at studere. Derhjemme er man vant til at der er sørget for at man får lavet det man skal for at gennemføre et studie, både hvad angår klasser, vejledere og projekter. Herovre er det altsammen noget man skal sørge for selv. Heldigvis er der en masse man kan spørge om hjælp og hvis der er noget amerikanere elsker, så er det at svare på spørgsmål, lige meget hvor dumme de så end kan være. En anden ting man lige skal vende sig til er konkurrence elementet i undervisningen og i den research man laver.
I dag havde Mads og jeg et møde med vores underviser i software defined radio (SDR), som vi er meget opsat på at lave et projekt i. I selve kurset er der ikke nogen eksamen, tilgengæld er der lagt op til at lave 4 eller et enkelt stort projekt. Dette passer perfekt til stilen vi bruger i Aalborg og er også en kæmpe fordel når vi skal vise hvad vi har præsteret for vores vejleder hjemme i Aalborg. Med vores underviser Professor Jeffrey H. Reed udarbejdede vi et utroligt spændende projekt forslag, som Reed var meget opsat på at få en "journal paper" og måske udsende til optagelse på konferencer. Som han sagde; "Når man når vores alder/studietrin er det vigtigt at få sit navn på noget godt materiale". Ikke noget jeg selv har tænkt på, men det skal da blive spændende at se hvor meget de forventer af os og hvor meget vi kan nå på de fire måneder vi har herovre. Både Mads og jeg er i hvert fald opsatte på at gøre et godt indtryk og ser frem til forhåbentlig at samarbejde med nogle af de skarpeste hjerner inden for SDR. Kan være de snart indser at vi bare er et par sindige jyder der er meget langt hjemmefra :)

Torsdag den 14. August 2008.

2008-08-31T19:04:00.000-07:00

En hurtig morgenmad på motellet lagde bunden for dagen hvor vi endelig skulle tjekkes ind som studerende på Virginia Tech. Først skulle vi dog lige have afleveret udlejningsbilen tilbage til avis, som har bragt os 1685 mil eller 2711,74 km de sidste 10 dage med et forbrug på 73,39 gallons eller 277,8113705342 liter hvilket giver, som I nok alle sammen allerede har regnet ud, 22,96 miles per gallon eller 9,76 km/liter ;) Vel udmærket for en halvanden tons firehjulstrækker og taget i betragtning, at vi har brugt 281,41 $ eller 1408,12 på den mængde benzin, svarende til en literpris på 5,07 kr. kan vel skabe lidt misundelse hjemme i Danmark ;D

Her er ruten så 1601 mil står den til på googlemaps, så det er ikke meget vi er viet fra den korteste vej rundt i øst USA. Stederne er som følger:

En skøn tur som jeg vil anbefale alle andre der skulle have lyst til at se østsiden af USA.

A: New York

B: Boston
C: Portageville, Letchworth National park

D: Niagara Falls

E: Lancaster (Amish)

F: York (Harley Davidson)

G: Intercourse (Amish)

H: Gettysburg (Slagmark fra borgerkrigen)

I: Washington DC

J: Roanoke

Resten af turen til Blacksburg skulle klares med bus og vi skulle derfor vente en lille time ved Roanoke lufthavn inden afgang. Her mødte vi en fælle studerende som var kommet hele vejen fra Kina med to kæmpe kufferter der tilsammen nok vejede det dobbelte af hende selv, men hun havde alligevel klaret sig hele vejen til Roanoke. Først var vi ikke sikre på at hun skulle studere ved VT, da hun ikke var særlig stor og havde Hello Kitty kontakt linser (noget gøjl som ingen normale mennesker ville rende rundt med). Det vidste sig at hun faktisk kun var 17, men skulle læse et helt år som undergraduate ved VT på arkitektur linjen, de starter åbenbart tidligt i Kina. I bussen på vej til VT blev det slået fast at vi var på vej til et polyteknisk universitet af de store, da vi her kunne koble på gratis trådløst internet og tjekke e-mails på turen. Jeg nåede også lige at få sagt hej til Søren inden min bærbar løb tør for strøm, godt den snart skal pensioneres.

Da vi endelig blev smidt af ved VT gik der lidt tid med at finde ud af hvor vi skulle hen af, men heldigvis var der en masse utrolig hjælpsomme mennesker lige meget hvor vi henvendte os. Mads fik forklaret en rute på kort, som bare skulle tage 5 min. Mens pigen fra Kina og jeg selv fik forklaret hvilken bus vi skulle tage af en bus chauffør. Vente tiden på næste bus var en halv time, så vi snuppede gåturen. Fra start tilbød Mads og jeg at hjælpe pigen med hendes bagage, da hun som sagt havde en frygtelig masse, men det ville hun ikke høre noget om. Syv minutter og halvanden gode bakker senere kom hun dog til fornuft, det skal lige tilføjes at det var i 30 graders varme så tror hun var ved at gå til, men hun kæmpede godt. :) På et tidspunkt kom vi til et kryds og der var lidt disputs om hvilken vej ville skulle tag, dog skulle der ikke gå mere end 30 sekunder før der stod en fyr ved vores side som var klar til at guide os det sidste stykke og give et nap med bagagen, fantastisk! Vel arriveret til det internationale student center blev vi straks ledt hen til et bord med forfriskninger, lige hvad vi skulle bruge efter en hård vandring med al vor bagage. Efter et par glas læskedrik, lidt vand og en IS!!! Fik vi udleveret en masse papirer som vi skulle læse og lidt vi skulle udfylde. Lidt senere blev vi samlet med tre andre udveksling studerende, alle fra Indien sjovt nok, og så gennemgik en pige ved navn Rachel ellers alle punkter på en LAAAANNNGGG tjekliste som vi skulle have styr på inden vi kunne starte den 25. August. Heldigvis kunne vi sætte flueben ved de fleste og smuttede hurtigt videre til vores sidste tjek in. Ikke langt fra der hvor vi kommer til at bo fra den 16. August skulle vi have skannet alle vores visa papirer så myndighederne ved at vi er mødt op på Virginia og så var vi ellers studerende ved Virginia Tech.

Nu skulle vi bare hen til det sidste motel inden vores permanente ophold de næste 5 måneder. Heldigvis har VT lavet en aftale med et lokalt motel, så vi skulle betale mere end 45 $ for en overnatning, men måske mere vigtigt, de havde også sørget for transport hen til motellet. En utrolig flink studerende havde fået til job at drøne rundt med nye studerende i en lille bus og mens vi blev kørt det sidste stykke fortalte han vidt og bredt om VT, samt besvarede en masse af de spørgsmål vi havde omkring studielivet.

Aftenen blev brugt på at læse de dokumenter igennem som vi havde fået ved tjek in, samt en tur til Wendy’s for at smage deres burger med det lidt skræmmende navn ”the baconator”! En burger bestående af to bøffer, et par skiver ost og så ellers dobbelt op på bacon! Forhåbentlig det sidste junkfood vi skal spise i lang tid, da VT har fået prisen for det universitet i USA der har de bedste kantiner. Hermed slutter vores Roadtrip som jeg håber i har fundet interessant at læse lidt om, jeg har i hvert fald nyt hvert sekund af den. Vil selvfølgelig forsætte med at dokumenter min rejse, det næste vil blive omkring introduktionen til Virginia Tech og forhåbentlig om en masse nye bekendtskaber og kultur ”sammenstød” :)

The BACONATOR!!! med dertilhørende pomfritter og milkshake. Ja, det er et bær man kan skimte under al flødeskummet i milkshaken, man skal jo også tænke på at få noget frugt ind imellem.

-Jesper Kjeldsen Over and Out!

Onsdag den. 13. August 2008

2008-08-31T19:01:00.000-07:00

Da vi skal aflevere bilen hos avis i Roanoke torsdag morgen, blev det meste af onsdagen brugt på landevejene. Først skulle vi dog lige forbi gårsdagens morgenmads succes, hvor Mads havde lokket mig til at prøve havregrøden. Selvom jeg var noget utilfreds med den version af havregrød jeg fik i New York og sagde det var sidste gang jeg ville spise denne blanding, der mest minder om tapetklister og avispapir, gav jeg den en chance til og hvilken forskel! Denne havregrød var proppet med dejlig frisk frugt og lidt yoghurt, som gjorde at portionen røg ned på rekordtid. En af de bedste og helt sikkert den sundeste morgenmad jeg har fået på hele turen.

Nu hvor vi snakker om mad, så lad os blive ved mad, for det er sådan set det eneste der er værd at tale om på en dag hvor der skulle køres ca. 370 km igennem småveje og vejarbejde. Fra Washington til Roanoke blev der gjort et eneste stop og det var ved Hardee’s. En burger restaurant der både ude og inde minder meget om kæder som McDonald’s og Burger King, men når man først får en Hardee’s burger imellem hænderne og ikke mindst tænderne, kan man tydelig smage forskel. Hverken Burger King eller McDonald’s eller for den sag skyld en hvilken som helst anden fastfood restaurant kommer i nærheden af den burger de servere på Hardee’s! 350 gram rendt ondskab lige ned i sækken AHHH! Det er først bagefter, når man læser energi indhold på en plakat i restauranten, at man indser at du lige har indtaget over 61 gram fedt og der har du ikke medregnet pomfritter og sodavand! Ikke underligt at de tre kvinder der arbejdede i restauranten var 90+. Sjovt nok var manden der arbejdede der ikke særlig skrumlet, men da vi forlod stedet så vi hvorfor. Hans kæreste/kone stod på parkeringspladsen sammen med deres barn og man kunne mistænke hende for at vente deres næste, i hvert fald var hun større end samtlige piger inde på restauranten; stakkels mand…

Da vi kom til Roanoke kørte vi hen til det lokale visitor center (turist information), hvor vi fandt et blad med kuponer til de lokale hoteller. Det er noget jeg vil anbefale alle andre som skal rejse i USA at gøre når de roadtripper, da der er utrolig mange penge at spare her. Vi fandt et motelværelse til 59 $ + tax med både gratis trådløs internet, morgenmad og pool. Efter at have indtaget 61 gram fedt til middagsmad, mente vi at vi ville have godt af en tur i poolen og da vejret var fantastisk (28 grader og kun pletvis skyet) var der ikke langt fra tanke til handling.

Nu da vi havde fået en sund morgenmad og faktisk dyrket lidt motion for første gang i 14 dage (udover lange gåture) syntes vi at maven sikkert ville have godt af en ordentlig ladning fedt mere, så vi bestilte ude ved Domino’s pizza og en halv time senere stod maden ved vores dør. En stor pizza, 10 kyllingevinger, breadstiks (som åbenbart er lyst brød dyppet i olie) og to liter cola satte prikken over i’et for en dag i ”gastronomiens” tegn og det skal blive godt med en god nats søvn inden turens sidste kilometre frem til Virginia Tech i morgen.

Det er efterhånden et stykke tid siden at jeg har lavet en top et eller andet liste, men på turen i dag stødte vi på ting, som med garanti snart kommer til Danmark.

Top 3 over firmaer der lukrerer på amerikanernes dovenskab.

Nr. 3: Drive thru hæveautomater (ja de er sgu så dovne herovre at de ikke en gang gider stave det rigtigt): Herhjemme er dette noget vi kun kender fra McDonald’s, men i USA har de sørget for at man ikke skal ud af bilen for at hæve penge. Det kan jo også blive noget af en opgave at komme ud af sin bil hvis man i forvejen ligger på den gode side af de 100 kg.

Nr. 2: Drive thru film leje: I USA behøver du også kun at bevæge dig fra dit hus og ud til bilen når du vil leje en film. Så er du heller ikke så forpustet når du skal hjem foran tv-skærmen og hygge dig med 2 liter cola, et par kilo chips og en skålfuld dip de næste par timer. Da flere og flere biler også får dvd afspillere, er det faktisk ikke nødvendigt at rejse sig overhovedet!

Nr. 1: Dette var faktisk så skræmmende at jeg blev nød til at tage et billede af det. På motorvejen blev vi overhalet af en bil som reklamerede for udlejning af sygehus apparatur til hjemmet. Det var bl.a. oxygen anlæg og respiratoriske servicer. At der overhovedet er et marked for dette, er et utrolig fint tegn på at mange amerikanere er alt alt for store!

Bilen der levere fedme førstehjælps artikler lige til døren.

Tirsdag den 12. August 2008.

2008-08-31T18:57:00.000-07:00

Dagen forinden fandt vi en rigtig lækker diner et par blokke fra hotellet vi boede på da vi skulle spise middag, på menuen var der et bredt udvalg af morgenmad som faktisk så helt sundt ud, noget sjældent når vi taler amerikansk breakfast. Dette skulle prøves denne tirsdag morgen, hvor Mads fik en portion Schweizisk havregrød og jeg selv en yoghurt med jordbær og kanel og honningristet mysli, MUMS! Det smagte faktisk så godt at vi besluttede at det skulle prøves igen onsdag.

Efter en solid og for måske første gang, sund morgenmad, gik turen til Air and Space museum ikke langt fra the Capitol og en del af Smithsonian instituttet, der blev oprettet til ære for forskeren James Smithson som testamenterede hele sin formue til USA tilbage i 1835. Her er to etager proppet med de mest historiske fly og rumskibe igennem tiderne, fra Wright brødrenes første flyvefærd til spionflyet U2 og fra en kopi af Sputnik til Opportunity, en rover der blev sendt til Mars (test udgave de har på museet). Derudover var der luftballoner der havde flået jorden rundt med tophastigheder over 200 km/t og kæmpe rum raketter der fyldte fra gulv til loft. Alt sammen utrolig interessant for et par nørder som Mads og jeg og tiden fløj af sted (haha!). Det var utrolig interessant at se hvordan teknologien tog kvantespring under de to verdenskrige. I starten af 1. Verdenskrig var det rekognoscering i luftballoner og små fly, men som motorerne blev mere kompakte og fik flere hestekræfter kom de første deciderede luftkampe og bombetogter også ind i krigen.

Undertegnet og en fin Rolls Roice ;)

I mellemkrigstiden blev flyene selvfølgelig hurtigere og større så de kunne bruges til kommercielt brug, men det var først under 2. Verdenskrig at den næste epokegørende opfindelse fandt sted, nemlig jet motoren. Man kan sige det var heldigt at det var i den sidste fase af 2. Verdenskrig (1944) at jetten blev opfundet, da det var tyskerne der kom først. Da de endelig havde fået bygget nok og uddannet folk til at flyve dem, var det blevet et problem for dem at skaffe forsyninger til flyene, så nogen stor effekt fik de aldrig.

Mads på månen eller....

Jeg kunne blive ved med at fortælle mere eller mindre interessante ting fra turen, da der var utrolig mange rigtig gode historie og gode forklaringer af de ting der har ledt frem til den fly og rum teknologi vi har i dag. Desværre så meget at vi sidste på dagen ikke orkede at læse mere om de forskellige udstillinger og i stedet bare nød synet af de mange fantastiske rumskibe og flyvemaskiner. Da vi havde tullet rundt på museet i næsten 8-timer, besluttede vi os for at vi ville sidde lidt ned. Dette gjorde vi mens vi så IMAX filmen ”Fighter Pilot: Operation Red flag”. I bund grund en amerikansk propaganda film der fortæller hvor fantastisk deres piloter og ikke mindst deres fly er i en 45 min. lang film omhandlende en international flyve øvelse. 45 minutter senere efter at have fået tudet ørene fulde af hvor store, stærke og patriotiske det amerikanske flyvevåben er, forlod vi biografen med en let kvalm følelse af at amerikanerne nok overdriver lige så meget i deres film, som de gør med fedt i deres mad.

På vejen hjem til hotellet skulle vi prøve noget nyt og da Mads ikke var frisk på Sushi ;-), så prøvede det spanske køkken i stedet, som bød på tapas. Tapas er nok nærmere en blæret måde at få serveret sin mad på, end noget man decideret spiser. Vi blev anbefalet af tjeneren at vælge mellem tre forskellige retter på menukortet og fik så serveret tre små tallerkner med hver sin ret. Disse kan enten komplimentere hinanden eller være tre helt forskellige ting som man lige har lyst til. Mads fik en portion røget skinke med marinade, tomatsuppe og en omelet (alle sammen havde et finere spansk navn, som jeg hverken kan huske eller udtale). Jeg selv fik en lækker spinatsalat med rosiner og pinjekerner, som passede fortrinligt til et stykke grillet gris og dette sluttede jeg af med en gang store rejer i hvidløgs og citron marinade. Det smagte helt fantastisk, men nok også det dyreste måltid vi har fået på turen.

Med det gode måltid i hus/mave (den vokser jo, så man kunne jo blive i tvivl) gik turen hjem til hotellet, hvor der skulle bestilles bærbar inden dollaren kom alt for meget over 5 kr. Det tog det meste af aftenen da der er så utrolig meget at vælge imellem og desværre ikke lige helt det jeg vil have, men da bærbaren først bliver sendt den 26. August har jeg heldigvis lidt tid til at ændre mening. Har bestilt en T500 fra lenovo, selvom den ikke kan fås med LED backlight (skærm) og blu-ray brænder, som i den T400 Mads har bestilt. Valget faldt på denne pga. større skærm og digital video udgang, samt muligheden for at den på et senere tidspunkt kan fås med blu-ray og LED (fremgår af deres sammenligningsside). Jeg krydser fingre!

Mandag den 11. August 2008.

2008-08-31T13:58:00.000-07:00

En god nats søvn fik ende omkring ni halv ti tiden, hvilket vel nok er det længste vi har sovet på hele turen. Ikke dårligt og lige hvad vi havde brug for inden vi skulle på den længste gå tur vi har været på i løbet af turen. Dagen skulle gå med at se alle de kendte landemærker rundt omkring Washingtons centrum, heriblandt; Det hvide hus, Vietnam og Korean war memorial, Lincoln, Thomas Jefferson, Washington, Franklin Deliano Roosevelt memorial, The capitol (ala folketinget), osv. Der var så meget at se at hele listen er for lang til at nævne her, men heldigvis ligger de alle sammen inden for gå afstand og da klokken nærmede sig spisetid, havde vi nået det vi var gået efter.

Tættere kommer man ikke det hvide hus som turist.

Det var selvfølgelig lidt af en oplevelse at se alle de steder som vi har set utallige gange i film og tv, men efter 9-11-2001 er alle de rigtig fede ture, såsom rundtur i det hvide hus, the capitol og Pentagon blevet lukket. Ved de ting som endnu er åbent for offentligheden, er der sikkerhedskontrol med røntgen og metal scannere. Ja selv ved turistinformationen skal man igennem denne procedure.

Som det ses her er jeg næsten lige så høj som Washington memorial når jeg puster mig op ;)

Alle disse sikkerhedsforanstaltninger skulle vel medvirke til at man føler sig sikker i byen, men snarer tværtimod. Det eneste man ser oftere end politi og sikkerhedspersonale er hjemløse og tiggere og hele tiden ser og hører man politi, ambulancer og brandbiler der drøner af sted for fuld udblæsning. Disse ting blev vi faktisk allerede informeret om da vi skulle finde et sted at bo i byen, for der var mange rigtig gode moteller lidt uden for centrum til billige penge, men ved dem alle var der anmeldelser fra tidligere bruger der advarede om nabolaget motellet lå i. Selvom der var mange flere mennesker i både New York og Boston og mindre politi (især i Boston), så føltes de byer bare langt mere sikre en Washington. Er godt klar over der ikke sker os noget, men det fjerner lidt hyggen som vi oplevede i Boston og New York.

Mads gør hvad han kan for at få monumenterne fra den helt rigtige vinkel.

Efter gåturen og lidt mexicansk mad tog vi på ESPN endnu engang for at få et par øl og ikke mindst følge med på fire fladskærme i både OL, NFL og baseball. Selvom der ikke var nogen lokale opgør, så var der masser af følelser at spore rundt omkring i den store bar, især under NFL kampen (Packers mod Bengals).

Med internet på hotellet fik vi lige tid til at tjekke lidt mails og skrive lidt dagbog inden vi skulle i seng, det hele krydret med OL på fjernsynet. Der er masser af sport og vi gør alt for at kunne følge med :)

Søndag den 10. August 2008.

2008-08-31T13:34:00.000-07:00

Denne morgen var det motellet der gav morgenmad som bestod af donuts, bananer og appelsin juice. Alt sammen vældig godt, men også vældig sødt. Herefter kørte vi til det største borgerkrigs museum i Gettysburg, hvor vi blev introduceret til borgerkrigen med en halvtimes biograf film og efter denne var vi klar til selve museet. Der var så utrolig meget spændende info at det i sidste ende blev lidt i overkanten for to danskere at få det hele med. I stedet sprang vi lidt hurtigt over de personlige historie og koncentrerede os i stedet om det overordnet kampforløb. Dette har amerikanerne virkelig forstået at formidle, da små film hele vejen rundt i museet forklarede optakten, forløbet og de efterfølgende kampe af de tre dages kampe i Gettysburg der sluttede den 4. Juli 1863.

Undertegnet ved Little Round Top, et af Nordstaternes støttepunkter under slaget ved Gettysburg. I baggrunden er selve dalen hvor en forfærdelig masse soldater blev slået ihjel og måske være endnu, et frygtelig uvejr :P

Efterfølgende skulle mavesækken lige fyldes op og efter et succesfuldt besøg hos et lokalt bryggeri/restaurant i Lancaster, tænkte vi at det også skulle prøves i Gettysburg. Maden var rigtig god og dejlig fed, hvilket vel kun kan forventes når man bestiller burger og fish and chips. Det hele blev skyllet ned med en lokal øl og vi var nu klar til at tage ud i krigsmarken.

Mads's middagsmad i Gettysburg stod på Fish 'n Chips. Serveret på noget der skulle ligne dagens avis bare for at give indtrykket af at man spiser på en engelsk pub i Gettysburg (de er sgu mærkelige de amerikanere)
.

Jeg fik mig en god stor burger :)

Over 1400 mindesmærker befinder sig rundt omkring på de gamle slagmærker ved Gettysburg. Hvis man skulle rundt til dem alle sammen, som står med højst 20 meters mellemrum, så skal det foregå til bens og ikke i bil. Da turen er flere mil lang ville det næsten ikke kunne lade sig gøre på en dag, hvis man ikke starter usædvanlig tidligt. I stedet tog vi turen i bil og holdte ind ved udsigtspunkter og de største monumenter. Dette gav et rigtig godt indtryk af hvad Generalerne Robert Lee (sydstat) og Meade (nordstat) gik efter når de skulle positionere sig. Skove og selv små bakker blev til stærke forsvarspunkter og det var tydeligt for slagets udfald at det var Sydstaterne der skulle angribe og nordstaterne der havde de bedste støttepunkter. En interessant og utrolig lærerig tur havde nået sin ende og nu skulle Suzukien en smuttur på ca. 150 km til USA's hovedstad Washington DC (District of columbia).

Et af de største mindesmærker ved Gettysburg. Vores sidste stop inden vi forlod Gettysburg og inden vejret blev alt for dårligt til at færdes på en slagmark ;)

Turen var lidt hård ved Mads der døsede hen et par gange på turen, så da vi endelig fik smidt os i sengen på hotellet i Washingtons centrum, blev der lige holdt en pause på en times tid. Herefter skulle det undersøges om det var muligt at komme ind i det hvide hus, FBI og Pentagon, men ingen af stederne ville de have besøg af et par danskere L. I stedet tog vi på ESPN som vi også spiste på i New York og i Washington ligger lige overfor vores hotel. Bare for at give en fornemmelse af hvor godt vi er placeret i Washington, så ligger ESPN i New York midt på Times Square, det populæreste sted i hele New York, så selvom hotellet i Washington ikke er det flotteste sted vi har boet indtil videre, så er det nok det bedst lokaliserede sted vi har boet. Med maden på ESPN fik vi serveret hele fire tv-skærme med sport, hvilket gjorde det svært at vælge mellem de næsten 90 kanaler vi har på hotellet da de lukkede på ESPN. Vi er heldigvis enige om at OL er det vigtigste/bedste tv i disse dage, selvom der ikke er meget andet end amerikanske præstationer.

Der blev slappet af da vi kom til Washington DC. Mads var så god en fotograf på dette billede at han også fik sig selv med ;)

Lørdag den 9. August 2008.

2008-08-31T13:06:00.000-07:00

Turen om lørdagen gik først til Harley Davidson (HD) tideligt om morgen, da amerikanerne er meget lig danskere og elsker at sove længe, så jo tidligere man er af sted desto mindre folk er der om pladserne. Ganske rigtigt, da vi kom til HD var der ikke andet end et par dusin af motorcykel entusiaster og to timer senere da vi kørte derfra var antallet nærmere de 200. Ved HD fik vi først en 10 min. introduktions film til HD’s historie og bagefter en ca. 40 min. tur rundt på fabrikken. Da det var en lørdag, var det ikke alle stationer på fabrikken der var i gang, men heldigvis var der stadig en masse at se. Efter rundturen fik vi taget nogle billeder af deres udstillings motorcykler som man måtte sidde på og det var nogle imponerende maskiner.

Parkeringspladsen foran HD var spækket med de besøgenes egne HD motorcykler.

Efter HD ville vi ud og se Amish county som er et stort område der er præget af landbrug og jeg skal da lige love for at der var landbrug at se, men før vi tog på rundtur skulle vi have lidt middagsmad. Valget faldt på good and plenty (godt og rigeligt) hvor man sidder ved et langbord sammen med ca. 10 andre og så bliver bordet bare fyldt op med traditionelle Amish retter af tre gange. En forret bestående af lyst sandwich brød og forskellige slags tilbehør, bl.a. apple butter (æble smør, men nu mere ala marmelade), hytte ost, hønse salat endda æble grød osv. Herefter var der hovedretten som var kartoffel mos med sovs, hertil var der bønner og majs (de bedste jeg nogensinde har smagt, tydeligt de ikke var fra dåse) og så var der ellers meatloaf (farsbrød), ovnbagt skinke og fried chicken (friturestegt kylling), hvilket alt sammen smagte fantastisk. Til dessert var der hele fem retter: Budding, æbletærte, blommetærte, is og så en mærkelig slags grød, hvor der i hvert fald var kokos i og alle retter lagde en god slutning på et dejligt måltid, buddingen var dog lidt mærkelig ;)

Amish folket er åbenbart ret lige glade med at deres tøj lugter af ko lort, her har de været så snedige at hænge tøjet lige over ko stalden. De må have nogle solide tøjklemmer.

Selvom alt maden var noget af det bedste vi havde fået på turen indtil videre så var det selskabet under middagen der gjorde lige netop dette måltid til noget helt specielt. Når man bliver sat ved lang bordet bliver man introduceret for de andre ved bordet og da amerikanerne som vi spiste med hørte vi var danskere gik snakken hurtig om vidt og bredt. Det helt utrolige var dog at lige overfor os sad et ældre par, hvis søn for et år siden var blevet færdig ved Virginia Tech, så vi kunne rigtig få at høre hvor fantastisk et sted vi skulle studere. En kvinde ved bordet havde netop haft sin fætre/kusiner på besøg i USA og havde ved denne lejlighed smagt på danske specialiteter så som bitter. Hun synes ikke just det var nogen succes til morgenmad, vi forklarede hende så, at det skam heller ikke var meningen, men mere en kickstarter for resten af dagen og det gav hun os ret i. Der var megen snak om vores navne, da amerikanere har meget svært ved at udtale især Kjeldsen og Mads Lauridsen, Jesper går lidt nemmere, men det bliver hurtigt til den amerikanske version Jasper. Til sidst blev vi enige om at de bare kunne kalde os Peter, da det var navnet på en ved bordets danske fætter.

Her kan man rigtig se hvor tæt gårdene egentlig ligger, noget der nok kun kan lade sig gøre i et Amish samfund.

Det var helt fantastisk at sidde sammen med en flok utrolig venlige amerikanere og høre om deres måde at leve på, så som arbejde, madvaner og syn på omverden. Det bedste var dog at høre fra især parret hvis søn havde gået på Virginia Tech at de også havde nydt vores selskab.
Efter at have spist som aldrig før tog vi en køretur ud på små landeveje for at se hvordan Amish folket driver deres landbrug. Dette skulle være meget lig af den måde landbruget blev drevet i Danmark i starten af 1900-tallet, hvor man bruger heste i stedet for traktorer, ingen elektricitet og andre ”nymodens” hjælpemidler. Og ja, de kørte da stadig rundt i hestevogne på vejene, gik i gammeldags ensfarvet tøj og bar karakteristiske hatte og skæg (mest mændene), men så var der heller ikke meget mere der var anderledes. Flere steder benyttede de sig af små bobcats, deres gårde havde store ventilations anlæg både på toppen og siden af deres lader og derudover store siloer. Alt sammen ting jeg har svært ved at se fungere uden elektricitet. Det var dog stadig sjovt at se hvordan et sådant landbrugssamfund i USA fungere, hvor hver gård ikke lå længere end et stenkast fra hinanden.

Et nybyggeri i Lancaster nær byen Intercourse (Samleje), man må sige de får brugt noget pind.

Da næste dag skulle stå i borgerkrigens tegn gik dagens sidste køretur til Gettysburg hvor et af de største slag i borgerkrigen fandt sted og det sted hvor krigen for alvor vendte til nordens fordel. Da vi igen ville prøve at komme rundt til seværdighederne inden amerikanerne vågnede, gik vi tidligt i seng på et hyggeligt motel ikke langt fra midten af Gettysburg.

Fredag den 8. August 2008

2008-08-31T12:51:00.000-07:00

Denne dag gik med en over 500 km lang køretur til Lancaster som er midt i et område der er kendt for dens høje koncentration af Dutch people (den meste kendte gren af disse er Amish). Et bondesamfund der lever som var de fanget i 1800 tallet, uden elektricitet, traktorer eller andre nymodens hjælpemidler. Sådan et samfund kan selvfølgelig ikke eksistere i sig selv, så derfor overlever de på at være områdets største turist attraktion. De sælger en masse hjemmelavede souvenirs, har familie restauranter hvor de servere deres egns retter og arrangere ture til byer og gårde hvor der udelukkende bor Amish. I området ligger dog også Harley Davidsons største produktionsanlæg for de lidt mere højoktansoplevelser ;)

Helt klart den fedeste motorcykel i udstillingen med den cooleste kører bag rattet ;) (taget lørdag den 9. aug.)

Som før berettet er der ikke det store at se fra de store motorveje kaldet ”interstates”, men som vi bevægede os ned af i landet kom vi på mindre og mere interessante veje. Vejret viste sig imidlertid fra den mere trælse side og skybrud efter skybrud gjorde det ikke nemmere at holde bilen på vejen. Af turens højdepunkt kan nævnes et holdt ved Kentucky Fried Chicken (KFC) som er en fast food kæde ala McDonalds, blot med kylling i stedet for burgere. Kyllingerne er tilberedt så især deres skind bliver ekstra delikat. Deres sidste nye påfund er såkaldte chicken popcorn, som er små bider af kylling dyppet i mel, krydderier og så friture, GUF!

Jo længere vi kom ned i landet, jo mere blomstrede landbruget op. På langt de fleste marker stod der majs, men også kartofler og havre var der at se på turen. Dernæst kom gårdene og det blev hurtigt tydeligt at amerikanerne hovedsageligt lever af steaks og cheese. Kæmpemæssige kvæg farme skød op da vi kom godt ned i Pennsylvania. Hvad der lignede helt nye stalde skød op på rad og række, hver stald med mindst to foder siloer. Det var ikke nemt at få det hele med på afstand, men staldene lignede meget de nye stalde for ”fritgående” kvæg som vi også har herhjemme, forskellen lå blot i antallet af stalde efterfølgende hinanden og måden disse var arrangeret på. Hvis dyre-forkæmpere derhjemme skriger op om at landbruget begynder at ligne industri mere end decideret landbrug, så skulle de prøve at komme til USA og se hvordan rigtig industrialisering ser ud. Jeg håber at kunne komme endnu tættere på en af disse gårde inden turen går videre til Washington.

Et lokalt bryggeri der tiltræk mange lokale såvel som turister, god mad og god øl!

Da vi endelig kunne kaste anker i Lancaster, besøgte vi turist informationen for området. Her fandt vi et blad med kuponer over de en masse af områdets h/m-oteller. Efter en times søgen fandt vi endelig et sted der ville indlogere os til en fornuftig pris. Herefter gik jagten på en aftensmad der var inspireret af Amish folkets madvaner. Valget faldt på et lokalt minibryggeri som bl.a. havde en four grain Amish Ale på menuen. Det skulle dog vise sig at navnet på øllen var det eneste der havde med Amish folket at gøre. Men pyt, maden var lækker og stedet hyggeligt, hvor man kunne se ned i kælderen hvor selve øllen blev brygget. Stop mætte kunne vi køre tilbage til Motellet og slænge os på sengen, klar til en ny dag…

God mad skaber bredde smil og åbenbart også glas øje?

Torsdag den 7. August 2008.

2008-08-25T19:05:00.000-07:00

Man vågner op på et motel midt ude i ingenting (det ligger nær Portageville i staten New York), får en tår vand og en banan til morgenmad da der ikke er et sted der servere morgenmad i miles omkreds og så er der ellers dømt naturoplevelser hele dagen. Først kørte vi en tur igennem Letchworth national park som største attraktion er de tre vandfald der udgør Genesee falls. Et upper, middle og lower vandfald omringet af skov og park danner ramme for et beundringsværdigt stykke natur og det bedste af det hele var at vi havde det næsten for os selv. Vi kunne gå rundt på glatte stier lang flodbred og bjergskråninger og mærke disen fra vandfaldet som blev slynget flere meter op i vejret. Det skulle senere vise sig at det kunne blive meget vildere. Vi skulle nemlig videre til Niagara Falls samme dag, så det blev desværre ikke til den store vandring ud i parken, i stedet gik jagten efter dagens første ordentlige måltid. Da vi var vant til at der var madsteder overalt i USA, tænkte vi at vi nok stødte ind i noget på vejen mod Niagara, men nu var vi for alvor kommet på landet.

Det midterste og største vandfald af de tre store vandfald i Letchworth National Park.

En stenbro lige efter det nederste og mindste vandfald.

På snoede veje så vi de helt små landsbyer i staten New York og det var tydeligt at det ikke var alle landsbyboer der havde lige mange penge at gøre med. Små gårde bar præg af at industrialiseringen af landbruget havde taget over og lå øde hen. Andre huse var ikke andet end en 40 fods container med træ omkring, men der var også rigtig mange utrolig flotte huse i flere etager og gårde på størrelse med de største i Thy. To ting havde alle huse dog til fælles. De var alle sammen af træ og de havde næsten alle sammen et eller flere Stars and Stribes flag foran huset. Efter ca. en times kørsel fra Letchworth park kom vi til en lille købmand/diner som vi kunne få pizza og panini ved. Dette blev indtaget med velbehag, selvom Etablissementet nok aldrig ville få tilegnet så meget som et bare et tilnærmelsesvist smilende smiley. Det lagde dog en god bund og kursen blev sat direkte mod Niagara Falls.

Det var ikke alle steder i naturparken der var lige sikre.

I Niagara fandt vi hurtigt et parkeringshus på USA siden og gik mod Maid of the Mist som er en båd der sejler en helt tæt på Horseshoe Falls. Horseshoe falls er det største af vandfaldene der står for 90 % af de 3 millioner liter vand der ryger igennem de tre vandfald i sekundet!(American falls og Bridle falls står tilsammen for de sidste 10 % hvor Amerikan falls er langt det største af de to). Efter at blive ført ned til flodbrinken med elevator, fik vi udleveret et blåt regnslag og det skulle vise sig at blive ret nødvendigt. Skibet sejlede direkte mod Horseshoe falls og fremme kunne vi se hvordan det tordenen vandfald dannede kæmpemæssig søjle af damp som tårnede sig helt op til skyerne. Som vi nærmede os vandfaldet blev vi først ramt af en svalende støvregn og sidenhen af hvad der mest mindede om direkte skybrud. I midten af vandfaldet gav kaptajnen den fuld skrue for at komme så tæt på vandfaldet som muligt og alle på skibet blev dynget til i vand der blev pisket op af selve vandfaldet. En fænomenal oplevelse hvor man virkelig mærker hvor lille man er.

Det var med en vis spænding i kroppen at vi begav os ud mod en oplevelse for livet :)American falls til venstre og Bridal Veil falls til højre (den bette).

Mads med Horshoe falls i baggrunden
Undertegnet efter en tur tæt på Horshoe falls, regnslaget hjalp ikke det store, men det var fedt!

Sikkert i havn, var det muligt at komme helt tæt på American falls via en sti. Da vi kom helt op til vandfaldet var der faktisk ikke det store at mærke fra vandfaldet, så Mads smed sit regnslag for at få fat i sit kamera i tasken og tage et billede af vandfaldet på nærmeste hold. Det skulle han aldrig have gjort, lige i det han havde fået åbnet sin taske og skulle til at tage kameraet frem, ændrede vindretningen sig en smule og en kæmpe skylle af vand stod ind over os og blev bare ved og ved. Mads var gennemblødt på få sekunder og forsøgte at beskytte sin taske og kamera, mens han skyndte sig ned i sikkerhed. Jeg selv troede jeg var i sikkerhed for vand under mit regnslag, men vandet fandt alligevel ind under halsen med en gennemblødt t-shirt til følge.

Man bliver våd af det vand.

Mads sidder til tøre ;)

Dernæst var det Cave of the Winds der skulle prøves. Denne gang fik vi udleveret både sanddaler og regnslag og igen gik turen med elevator ned til foden af et vandfald, denne gang Bridle falls. Selvom dette vandfald er det mindste af de tre, så kom man så tæt på vandfaldet at dette ”by far” var den største oplevelse ved Niagara falls. En gangbro som bliver taget ned til vinter og stillet op om foråret (hvor vandet fra floden er ca. 10 grader celcius) fører en rundt omkring udmundingen af Bridle falls og til sidst helt frem hvor det buldrende vandfald i et fald på 40-50 meter rammer de første kæmpe sten og kaster kaskader af vand udover de måbende/jublende og til en vis grad skræmte turister. Inden man kommer ned til vandfaldet er der flere skilte der advare mod at gå derned hvis man har et svagt hjerte og det er ganske forståeligt når man står på Hurricane deck. Man bliver næsten skyllet væk af det kølige vand og man snerper efter vandet som når man står under en iskold bruser. Med fare for at ødelægge ens kamera fik vi taget et par billeder inden turen igen gik op over vandfaldene.

Vores guide giver en kort briefing inden turen.

American falls helt tæt på.

For den bedste udsigt til Niagara falls, skal man til Canada. Her har man fuld udsigt til alle vandfaldene og hvilken udsigt! Efter at være faldet i staver flere gange tog vi en tur til IMAX theater, hvor jeg så en enestående film om vandfaldets historie og Mads fik skrevet et par postkort til familien. Turen gik tilbage til USA hvor der nu skulle findes et sted for natten. Ca. 10 km fra Niagara fandt vi et rigtig billigt motel værelse, lidt FOR billigt skulle det vise sig. Huller i murene, beskidte håndklæder og papirtynde vægge der skabte en følelse af at ligge i en papkasse lige ved siden af motorvejen. Ikke nok med det, så var der ikke varmt vand om morgen, faktisk var den kolde hane varmere end den varme. Til at toppe opholdet af med, bestod den inkluderede morgenmad af bananmuffins og bananer J Heldigvis kostede hele molevitten kun 43 $ (det billigste indtil videre).

Onsdag den 6. August 2008.

2008-08-25T18:21:00.000-07:00

Endnu en dag med en dejlig morgenmad og vi var klar til en LAAANNNNGGG køretur til Letchworth National Park som er kendt for sine flotte vandfald og mange stier man kan benytte for at komme rigtig tæt på naturen. Men først skulle der lige tilbageligges flere hundrede kilometre. Der var ikke andet at gøre end at komme ud på Interstate 90 og så derudaf! På denne rute finder man hurtigt ud af at der er masser af skov i New England og når jeg siger masser, så mener jeg faktisk uendelige strækninger af skov, skov og atter skov! Flot at se på den første halve time, men efter omkring 6-7 timer var det i hvert fald ikke sjovt længere, og mere kedsommeligt end flot at se på. Heldigvis var vi ved at nærme os målet, for anden gang denne dag skulle vi lige ha’ fyldt tanken på Suzukien, som vi har fundet ud af er en ret tørstig bil, der lyder som en meget lille bil når den nærmer sig de 3000 omdr./min af at have en 3.6 liters motor. Heldigvis betaler man ca. 1 dollar for en liter benzin i USA så det er ikke så stor en udgift som hvis man kørte i USA.

Da vi ramte naturparken blev køreturen en hel del mere interessant.

Endelig ramte vi National Parken og klokken var ved at blive mange så vi var ved at blive desperate efter et sted for natten. Der blev dog tid til et par holdt igennem parken. Bl.a. ved en kæmpe dæmning og vandfaldet Wolf Creek. Da vi var kommet sikkert igennem parken fandt vi et rigtigt hyggeligt motel der havde et enkelt værelse tilbage og vi var hurtige til at slå til. Det var rart for en gang skyld at komme langt væk fra storbyen og turismen og mærke hvordan de rigtige amerikanere er. Allerede inden vi havde skrevet under på værelses reservationen havde vi fået tilbudt den første øl af andre logerende, så vi må sige at amerikanerne er utrolig gæstfri. Da vi var kommet langt ud på landet var der heller ikke mange muligheder til aftensmaden, men da motel ejeren forslog et bowlingcenter fløj vi fluks af sted og sikke et held. Dagens ret var en Beef on Weck(en burger med kommen og grydesteg, der tilsat lidt peberrod faktisk fik det hele til at smage som en gang grydesteg med sur og sød sovs), hvor vi fik en portion pomfritter og en light øl til. Det hele beløb sig til kun 13 dollars med drikkepenge for to personer, turens billigste måltid indtil videre og helt sikkert en af de bedre.
Det var ved at blive mørkt, men vi nåede alligevel ud i National Parken og se to utrolig flotte vandfald som selv i tusmørke så fantastiske ud og vi bestemte os hurtigt for at vi også ville se dem i dagslys næste dag.

Det øverste af de tre vandfald i national parken. Jernbanen i baggrunden så godt rusten ud, men bliver stadig benyttet af kæmpe transport tog.

Motellet langt ude på Lars tyndskids mark, fint sengelinned ikke?

Tirsdag den 5. August 2008.

2008-08-25T17:42:00.000-07:00

På Holiday Inn var der gratis morgenmad og det brede udvalg gjorde det muligt at prøve flere Amerikanske klassikere. Her i blandt peanut butter (jordnøddesmør) og jelly (syltetøj) på et stykke toast, hvor jeg kan hilse og sige det ikke er så stor en succes som det bliver gjort til i film. Den solide morgenmad gjorde os klar til en lang gå tur i Boston, hvor vi skulle se Sams bar og rundt på liberty path, en sti igennem Boston, hvor man kommer forbi en lang række mindesmærker fra uafhængighedskrigen afsluttende med USS Constitution en kæmpe fregat der i dag er et af højdepunkterne på turen rundt i Boston. Da vi så den var den dog under en større renovation, men stadig et flot skib.

Cheers også kendt som Sams Bar i DK (Norm var ikke til at finde nogen steder).

En dejlig burger og et godt stykke mørt kød var lige hvad vi skulle bruge efter en lang tur i Bostons gader.

En god middag på en lokal irisk pub gav kræfter til en rundtur på Red Sox stadion, som er den ældste, tredje mindste og med garanti mest hyggelig baseballpark i USA. På turen fik man lov til at komme hele stadionet rundt, mens fortællinger om den legendariske rivalisering mellem Red Sox og New York Yankees blev fortalt af en pige der virkelig havde styr på Red Sox. Efter en øl på en bar ikke langt fra stadionet (Fenway Park) blev det besluttet at slutte dagen af med en tur til Harvard University. Et helt specielt universitet miljø som sikkert ikke findes andre steder i verden og hvilket også har gjort det til lidt af et tilløbsstykke for turister. Vi kan kun håbe at det bliver lige så hyggeligt i Virginia med knap så mange turister. Sidste nat i Boston blev brugt på at finde et hotel i Washington da Boston sikkert er det sidste sted vi har internet til vi når til Washington.

Det var en lang gå tur rundt i Boston, så jeg snuppede lige et power nap ved et "kunstværk" som skulle forstille skrald på vejen?

Roadtrippin!

2008-08-25T17:38:00.000-07:00

Efter at have gået New Yorks gader tynde står den nu på roadtrip igennem øst USA, med stop i Boston, Letchmore National Park, Niagara Falls og hvad vi nu lige finder interessant.(læs Bonderøv Amok i New York først)

Vi ankom til Boston mandag aften og efter at være tjekket ind på et lækkert Holiday Inn Express hotel, havde vi lige et par timer inden mørkets frembrud til at se os lidt omkring. Hotellet lå i Cambridge ved en stor indfaldsvej og kvarteret så lidt slidt ud, så i stedet for den store vandre tur, tog vi et smut i det lokale supermarked. Her var ydervæggen hele vejen rundt i butikken næsten en stor køle/frys disk, med alle tænkelige varianter af et væld af varer. Glem alt om at købe en lille pose mozzarella ost til din pizza, her var det mindste ca. 750 gr. til gengæld var der 20 forskellige mozzarella oste at vælge imellem og sådan var det igennem hele butikken. Vi fik os lidt bananer, en masse vand og en portions is til aftensmad. Her var det ikke så svært at vælge. Ud af de flere hundrede forskellige slags is var der kun 2 slags som indeholdte mindre end tre liter og den ene af dem var vanilje. Så vi snuppede en Sunday i stedet J. Tilbage på hotellet som var af en rigtig god kvalitet planlagde vi lidt af turen næste dag og nød os af hotellets gratis internet til langt ud på natten.

Mandag den 4. august 2008.

2008-08-17T20:41:00.001-07:00

Tid til at forlade New York og det var lige før der gik Frank Sinatra i den. 7.45 var der opsamling med shuttle taxi til New Ark lufthavn hvor en lejebil skulle hentes hos AVIS. En kvindelig ekspedient med det flotteste overskæg, skaffede os en hvid 4x4 Suzuki XL7 med aircondition, fartpilot og rigelig med plads til al vores bagage. Der blev også udleveret en GPS der skulle vise vej ud af byen, hvilket har været det bedste køb på turen so far. Trafikken var større og vildere, vejene dårligere og oplevelsen ubeskrivelig da turen gik mod Plymouth og dernæst Boston som sidste stop. Første gang jeg selv sad bag rattet af en bil med automat gear og det var en smule svært at udfase venstre fod som gerne ville koble ud når bilen stod næsten stille. Dette resulterede i et par bratte opbremsninger, da den i stedet for kobling ramte bremsen. Heldigvis var bilen altid i så lav fart at der ikke skete noget videre med personer i og omkring bilen. Da automatgear var ved at sidde fast i baghovedet blev der rodet lidt med fartpiloten som viste sig at være utrolig anvendelig på de amerikanske motorveje (interstates), man laver jo INTET for at køre bilen! Med fartpiloten fastsat til 3-4 miles over hastighedsgrænsen flød man med resten af trafikken og de politibiler med fartmålere vi mødte på vejen (2-3 stk.) virkede overmåde ligeglade overfor denne lille overskridelse af hastigheden.

Vores forfærdelige møgslæde af en Suzuki!

Da vi var kommet et godt stykke ud af New York fandt vi en holdeplads (service area som det hedder herovre) hvor vi kunne få en bid morgenmad. McDonalds har åbenbart morgenmad helt til kl. 11 og sikke et ”held” vi kom ind på McD 10.30. To breakfast meal’s (morgenmads menuer) blev langet over disken, hvor meal’et består i at man fik en sodavand og et stykke friturestegt fisk med i købet af en ”sandwich”. For mit vedkommende bestod sandwichen af noget donut lignende brød med ost, bacon og scrambled eggs i midten. Det smagte fuldstændig som æbleskiber dyppet i sirup, MUMS! Mads fik noget der lignede en fugtig hjemmebagt bolle med et stykke friturestegt kylling i også en klar. Begge ting noget der passede perfekt til en sen morgenmad eller…

Med maven fyldt af friture gik turen videre på interstate til Plymouth. Hvor byer som New Haven og New London skabte en flot og spændende scenarie igennem staten Connecticut. Da vi endelig nåede Plymouth var klokken næsten 15 og efter en kort tur rundt på havnen til de få seværdigheder, var det tid til aften/middagsmad. Plymouth er kendt for dens hummer restauranter og jeg kunne ikke holde mig tilbage for at prøve denne spise da jeg aldrig havde fået det før. En hel hummer, med stor salat og en tallerken pomfritter til 21.99 $ (ca. 100 kr.) var heller ikke noget der afskrækkede mig fra at prøve og en halv time senere var jeg stadig glad for at have prøvet det, men nok ikke noget jeg skal prøve lige foreløbigt igen.

Efter endt måltid var det tid til at komme mod Boston, men først skulle indlogeringen ordnes. Efter at have forsøgt de to YMCA hoteller i Boston uden held, begyndte vi at gå igennem de hoteller der var listet i GPS’en. Vi fandt en Holiday Inn i centrum af Boston, men her havde de kun plads i deres suite, som sjovt nok var lidt over hvad vores pengepung kunne klare. Til gengæld kunne manden i telefonen (der mente han var af dansk afstamning da han hed Kasperson til efternavn, amerikanisering af Kaspersen) fortælle at der en mils penge fra deres downtown hotel, lå en holiday inn express der havde plads til os og at vi kunne leje denne for 209 $. Stadig i den dyre ende, men vi var i nød og desuden var det inkl. Parkering, internet og morgenmad, så vi sprang på. Da vi kom frem til hotellet blev vi meget hurtigt meget glade for vores valg, da kvaliteten af dette hotel, næsten er på højde med Hilton i Kastrup lufthavn. Efter en tur i det lokale supermarked (der har ALT bare i meget større pakker) kunne vi endelig komme på internettet igen og få kontakt til omverdenen endnu en gang…

Søndag den 3. august 2008:

2008-08-17T20:40:00.001-07:00

Sidste dag i New York og hvad skulle den så bruges til? Efter tre dages vandring igennem det meste af Manhatten var de største attraktioner dækket ind og der var faktisk mangel på idéer til hvad dagen skulle bedrives med. Turens højdepunkt havde uden tvivl været Central Park, så for anden gang nød Mats og Kjeldsen deres morgenmad på en bænk i parken mens de så en baseballkamp. Derefter slog de et smut forbi TimeWarner, hvor Samsung var vært for en internetforbindelse som blev benyttet til at tjekke og sende et par mails. Et område ved navn Hell’s Kitchen lød vældig interessant, men skulle vise sig at være lidt det modsatte denne søndag formiddag. Det samme var kajen på Upper West side, som ellers skulle have huset et Hangarskib. Det var dog taget på ferie og ville først returnere om 59 dage, surt show!

En kop frisk havregrød med jordbær, mums kunne man tro, men nej det var det ikke!

I stedet blev kursen sat mod Time Square. ESPN bygningen bød på ægte amerikansk mad og Kjeldsen mente ikke han kunne forlade New York før han havde prøvet en New York Strip (et kæmpe stykke grillet oksekød) og det viste sig også at være en succes! Under maden blev der vist New York Yankees mod Los Angeles Angles og gad man ikke se det, så var der tre andre sports kanaler man kunne følge med i på de 20+ storskærme der var stillet op i restauranten. En hel del klogere på baseball, et halv kilo tungere og en time senere begav to opsvulmende danskere sig op på 4. sal af ESPN bygningen hvor der var spillehal. Alle maskiner havde sport som tema og åbenbart også ud dateret grafik. Gennemsnitsalderen på maskinerne var nok 5-10 år mere end dem der spillede på dem.

To rigtig gode bøffer på ESPN. Til venstre ses en dejlig blodig New York strip.

Efter at være vraltet ned og ud af ESPN bygningen gik turen igennem et slags kræmmermarked til Bryant Park, hvor der blev spillet petanque på alle stier der bare havde en overfalde med fint grus. En Brudgom med brud, der var på vej til et photo shoot observerede at Kjeldsen havde taget sin Liverpool trøje på og synes den var ret fed (Helt klar Liverpool fan) ;)

Billeder fra Bryant park, lig mærke til reflektionerne i de store glas skyskrabere til højre.

Fra Bryant Park gik turen ud på 5th avenue, hvor gade artister dansede break dance og især en lille gut på højst 10 år imponerede med de vildeste moves! På 5th fik Sony også et besøg, samt fem stykker af berlin muren i en park i en sidegade til 5th. Kjeldsen havde læst at de spillede bold i den nordlige del af Central Park og Metroen blev derfor benyttet en sidste gang for at komme til East og North Meadow. Det eneste bold der dog blev spillet her var baseball og sporadisk jungleren af hvad nok må betegnes som boldmongoler. Der blev dog holdt en times hvil ved baseball banerne før vandre skoene atter blev snøret. Nu blev der slået et smut forbi Central Parks squashbaner og derfra ud på 8th avenue. En kilometers penge nede af 8th var der endelig bid. På en 20 meter bred og 50 meter lang sandbane spillede ca. 20 mand noget der godt kunne ligne fodbold. To femmandsmål var stillet på i hver ende og selvom forholdene var usle så blev der gået til den fra begge sider. Der var også enkelte der havde prøvet det før, men banens beskaffenhed gjorde poleret fodbold umuligt. Tilfreds med endelig at have set amerikaner spille rigtig fodbold gik jagten ind på noget aftensmad og efter at have fundet lidt til maven og et par bøger om hele USA på hotellet, satte Mats og Kjeldsen sig ned i Central Park atter engang for at spise til en baseball kamp og derefter planlægge hvad de skulle se de næste 10 dage.

Det er blevet tid til Road trip. I morgen går turen til Boston og så skal den bare ha’ gas på motorvejen! :D

Top 5 lukkede seværdigheder:

Nr. 5 Sony Future

På 5th avenue har Sony en kæmpe forretning, hvor der normalt er adgang til en afdeling hvor Sony fremviser apparater som vil blive lanceret i den nærmeste fremtid. Spændende tænker man, men nej, i stedet stod en holder til foldere som heller ikke fortalte noget interessant.

Nr. 4 Wall Street

Grundet noget der hedder Taleban, der vist udøver noget folk kalder Terror, er sikkerheden blevet skærpet voldsomt på Wall Street. Så voldsomt at det nu ikke er muligt at komme ind på børsen. Trist, men at det så samtidigt står ned i lår fede stråler gør det endnu mere surt at man ikke kan komme ind nogen steder.

Nr. 3 USS Intrepid

En forbandet lang gå tur fra Central Park til Pier 86 viste sig formålsløst da hangarskibet USS Intrepid fra 2. Verdenskrig med kælenavnet ”Evil I” viste sig at være til renovation og derfor ikke er ved Pier 86 før engang i september. SURT!

Nr. 2: Sten

Man har kørt helt til Plymouth som er ca. en halv tankfuld benzin fra New Ark lufthavn, hvor den største attraktion er Plymouth Rock. En sten som er blevet ført til strandkanten hvor Mayflower (et skib der bragte nogle af de første englændere til det der i dag hedder New England) gik i land, af isen fra sidste istid. Det skulle åbenbart være et symbol på at immigranterne havde overvundet den barske natur (slagtet en masse ”indianere”) og den dag i dag stadig bor i Plymouth. Der er blevet bygget noget der mest minder om en miniature blanding af det hvide hus’s søjler og triumfbuen oven over stenen. Dette skulle åbenbart renoveres og for at man ikke skulle køre forgæves havde de buret det hele ind og sat en beskidt plastrude i indhegningen ved stenen. WuHUUU!

Nede bag hegnet ligger den omtalte sten!

Nr. 1: UN

Når man har ventet halvanden til to timer for at komme ind i en stor kontorbygning, som i forvejen ikke er det vildeste i verden, og så får at vide at alle de ”fede” steder i bygningen er lukket for offentligheden, så bliver ens dag ca. lige så interessant som en tur i en plastikcelle med en skruetrækker. AV hvor er det kedeligt!

Lørdag den 2. august 2008:

2008-08-17T20:39:00.000-07:00

Dagen startede som de to foregående på europan som er blevet det faste breakfast sted pga. det brede udvalg inden for amerikansk morgenmad. I dag stod den på en sandwich med osteomelet og en halv liter nesquick kakao mælk – YUMMI – det var ”guf”! Menuen blev fortæret i Central Park og da det hele var spist skulle Mats og Kjeldsen lige sidde et par minutter før blodet endnu engang kunne strømme frit igennem årene igen.

Turen gik så mod Brooklyn Bridge via metro. Et overdådigt bygningsværk i 1870erne. I dag en blanding af sten og rust der udgør en hængebro mellem sjovt nok Brooklyn og Manhattan. En LAAAANNNGGG gå tur senere og Manhattan var endnu engang under fødderne på de to trekkere. Turen gik herefter syd på indtil et hul i jorden dukkede op i det fjerne. Det vækkede interesse og nysgerrigheden drev Mats og Kjeldsen til World Trade Center Sitet, hvor der blev bygget på livet løs for at få to nye tårne klar til 2012. Pludselig stod himmel og hav i et (formodes der, da de begge befandt sig inde blandt skyskrabere var det lidt svært at vurdere) og vandet styrtede ned. Heldigvis lå World Financiel Center lige i nærheden, som er en blanding af indkøbscenter og virksomheds kompleks. Her blev der i ly for regnen nydt te fra Starbucks og da vejret igen så tilforladeligt ud, begav Mats og Kjeldsen sig atter engang ud i storby junglen, destination Wall Street. Wall Street var denne lørdag ikke andet end turister og børsen var selvfølgelig lukket, men bombehunde og sikkerhedstjek gjorde nu turen meget interessant alligevel. Da regnen endnu engang satte ind blev der gjort holdt ved en vinhandler indtil det stilnede af. Nu havde regnet irriteret nok til at de begge mente det var på tide at få købt en paraply og herefter holdte det selvfølgelig op med at regne.

En smuttur forbi Pier 17 og så op til Chinatown der sjovt nok var fyldt med kinesere og restauranter der serverede tang. Mats og Kjeldsen blev hurtigt enige om at middagen skulle spise i little italy i stedet. Lasagne og spaghetti røg ned til et godt glas rødvin og til dessert fik Kjeldsen et par clams. Disse var frisk pillet fra en clam pilnings konkurrence som var noget af et tilløbsstykke. En sand mafioso ved navn Vincent talte muslingerne op, så der var styr på resultatet og vinderne fik en flot pokal.

Efter little italy blev kursen sat mod SoHo og TRIBECA, en voldsomt tisse trængende Mats ændrede dog kurs mod en McDonalds langt nede af Canal Street. En gade fyldt med hustlers, gangsters og folk der solgte ”ægte” Rolex urer. Metroen førte herefter dem begge til Battery Park hvor der blev knipset af nogle war memorials og slappet af på en bænk med udsigt til Frihedsgudinden. Ændelig blev turen slået forbi Flat Iron distrect og den berømte trekants bygning før Mats og Kjeldsen nød deres aftensmad i Central Park. Vejret blev endnu engang vådt da et tordenvejr slog ind over byen og inden skybruddet satte ind var de to tilbage på Hotellet.

Top 3 Nederen måltider:

Nr. 3: Vegetar restaurant på 57th street

Når man bestiller The Great American Sandwich, så forventer man ikke et dovent pitabrød med en håndfuld bønnespirer og lidt afdanket salat. Nej! Hvis man endelig køber vegetar ret i USA så må dressingen i det mindste gøre op for det manglende kød, men der var ikke andet end lidt krydret olie man selv kunne strø over sin sandwich der ikke var så great alligevel. Kun en stor portion feta gjorde at denne ret fik flot tredje nederste plads.

Nr. 2: Hot Oat meal

Havregrød har jo aldrig været nogens favorit om morgen, men når man læser at en portion Hot Oat meal serveres med kanal, rosiner og al mulig andet guf, plus muligheden for at få jordbær for kun 50 cent ekstra, ja så var der desværre ikke langt fra tanke til handling. En ekstra large portion blev fluks bestilt og en ekstra large nedtur var resultatet. For der var hverken kanel eller rosiner eller noget som helst andet end en kop varm mudder med et par jordbær på toppen. Føj! Alt sukker i verden var ikke nok til at løfte denne kop bvadr! til et niveau der mindede om menneskeføde.

Nr. 1: Sbarro

Ja, jeg vil bare smide et citat fra torsdagens aftensmad, da den egentlig er meget rammende. Det skal tilføjes at du kan risikere at få dr. Pepper når du bestiller Mountain Dew (dårligt byt).

"Aften blev sluttet af med hvad amerikanerne nok vil betegne som mad, men som for de to ærke danskere, nu mere henledte tankerne mod fæces fra større klovdyr! Sbarro er en italiensk fastfood restaurant, der får kantinen i helvedes forgår til at ligne en beværtning med flere michelin stjerner… Den eneste gode ting ved maden var, at selvom man ikke blev mæt, var maden så elendig at man slet ikke fik lyst til at spise mere."

Så ved i hvad I skal holde jer fra her i Staterne. En runners up til listen må siges at være oste omelet sandwichen, men da den blev spist med en halv liter dejlig nesquick klarede den ikke cuttet.

Fredag den 1. august 2008.

2008-08-17T20:33:00.000-07:00

Gårsdagens morgen diner var jo spækket med gode sager så Mats og Kjeldsen besluttede sig for at prøve lykken igen. Kjeldsen har startet en bacon hverdag kur for at ramme de 90 inden han forlader New York og bestilte sig en gang pandekager med scrambled eggs og bacon, mens helse Mats fik sig en gang pandekager med blueberrys. Begge anretninger blev overhældt med smør og sirup og en halvtime senere kunne de begge med fyldte maver og hjertebanken gå videre ud i New Yorks pulserende gader og ikke mindst under, i den travle metro.

Morgenfriske satte blev kursen sat mod Empire State Building for at få en kanon udsigt inden været blev for diset pga. den ulidelige varme, men selvom toppen blev nået inden kl. 10 var udsigten en smule skæmmet af disen. Der var ikke meget spektakulært over denne tur da den minde utrolig meget om turen op i Rockerfeller, med undtagelse af at Empire var under renovering hvilket gjorde turen op og ned til en ufattelig mat oplevelse. Det gode ved at møde tidligt var dog at den længste kø de to stødte på var køen til billetlugen.

Fra toppen af Empire havde Mats og Kjeldsen spottet verdens største indkøbscenter, Maceys, og det skulle undersøges nærmere. Det blev dog ikke til noget stor shoppe tur, i stedet en kort gennemgang af de nederste niveauer og så videre til en elektronik forretning som de to bonderøve aldrig havde set mage. Kjeldsen manglede så frygtelig et etui til sit kamera og hvis de ikke kunne skaffe det i B&H, så var der ingen der kunne skaffe det i hele New York. Et team på mindst 150 jøder tog imod i en to etagers elektronik forretning hvor et sindrigt transportbåndssystem sørgede for at fragte ens vare helt hen til døren. Dette er selvfølgelig værd at sætte pris på, men dette medføre et andet problem, nemlig at man skal stå i kø tre gange for blot at købe et skide kamera etui. Først skulle Kjeldsen stå i kø for at finde en sælger, han fandt varen, smed den i en kasse og gav Kjeldsen en kvittering. Herefter skulle der så stås i kø for at betale for varen, en ny kvittering blev udleveret og man kunne således gå videre til den sidste kø. Her kunne man ved fremvisning af sine kvitteringer endelig få udleveret et snoldet etui og forlade det ukristelige sted (en lille jøde joke, sorry!)

Så var det blevet tid til middagsmad der stod på B.B.Q Burger til Kjeldsen (med Bacon, ost, masser af stegte løg og selvfølgelig heinz til sine pomfritter) og helse Mats fik sig en durum rulle med kylling og næsten ingen dressing. Et pragt måltid og efter lidt rod med drikkepengene bevægede de to sig mod den faretruende metro. Nu skulle UN bygningen besøges og begge glædede sig til en informativ rundvisning. Efter det obligatoriske sikkerhedstjek blev en rundvisning bestilt, men ventetiden var intet mindre end 1½ time! Det kan godt ske at det de forenede nationer foretager sig er spændende, men deres lobby og giftshop er dødssyg tænkte Kjeldsen og han ville ikke ønske sin værste fjende (end ikke værterne fra quizhjørnet på kanal 5) at skulle spendere så lang tid i en ventesal, der var omtrent ligeså opkvikkende som en brugt tavlesvamp. ENDELIG blev det tid til tur og forventningsfulde gik Mats og Kjeldsen ind på internationalt område. En kvindelig spanioler fortalte med et likstal per sekund omkring 60 om hvad der egentlig forgik i den prægtige bygning og ikke mindst uden for bygningen i verdens brandzoner. Rundturen var hurtigt overstået og efter at Kjeldsen var blevet holdt op i en halv time af tre NYPDs (det havde åbenbart været for svært for en af betjentene at placere Kjeldsens taske på den rigtige hylde, hvilket resulterede i et good cup, bad cup krydsforhør om taskens indhold) gik turen igen med metro til Greenwich Village.

Greenwich Village er vel et slags bohemé kvarter for de studerende på New York University og det sted i New York med den største koncentration af homoseksuelle. Det gik også hurtigt for de to jyder at de her var kommet ud på dybt vand og de så ting som de aldrig havde troet fandtes. Mænd fimsede rundt i gaderne med løsere håndled end tænderne på Grev Ingolf. Gaderne var utroligt smalle og for første gang kom der 1-etages bygninger frem i gademiljøet. Nok det hyggeligste kvarter i New York, med masser af restauranter og beværtninger og en et område der ikke bliver overløbet af turister. Efter en god lang gåtur rundt i Greenwich Village blev en formidabel aftensmad indtaget på en mexicansk restaurant og afsluttet med deres specialitet der indeholdt masser af rom. Endnu en dag var gået og Mats og Kjeldsen tog turen hjem til hotellet med metroen.

Top 3 sørgelig optrædener på gaden:

Nr. 3: The Happy New Yorker er en ufattelig belastende karakter i New Yorks metro som på den ene side gør grin med at der kommer ufattelig mange tourister til New York og på den anden side prøver at benytte dette internationale forum til at få sit break through. Han optager hans ”performance” og smider det på hans egen hjemmeside. Tjek om i synes han har star potential!

Nr. 2: En gammel mand havde fået sig et legetøjstrommesæt og forpestede en hel gade med det ene febrilske slag på de sagesløse trommer, efter det andet. (Gik forbi med to gange med et par timers mellemrum og han var hverken stoppet eller blevet bedre)

Nr. 1: En mand iført kappe og ”svær”. Det lyder jo meget spændende og det var der også flere der troede det ville blive og stimlede til på nærtliggende bænke. En medvirkende faktor til dette var at han selv havde opstillet et kamera til at optage hans seance. Men folk blev slemt skuffet over hvad der må betegnes som et råb om hjælp til enten at blive smidt ind på den lukkede eller få lov til at lave film med store Hollywood producere. Efter en halv time stod han stadig og klynkede over hvor skidt han havde det, men også over hvor meget han egentlig var i stand til og hvad alle troede var et svær viste sig at være en mærkelig stok. I kan sikkert finde ham på youtube.

Torsdag den 31. juli 2008:

2008-08-17T20:32:00.000-07:00

Efter ca. 9 timers søvn stod Mats op kl. 6 om morgnen (lokal tid). Kjeldsen snuede den lige en halv time længere (han havde fået lov), men snart begyndte spændingen også at trække ham ud af fjerene. Efter at have udspurgt en af de lokale om et godt morgen vandhul, begav ”the travelling mates” sig ud på en dag fyldt med oplevelser og ondt i fødderne. Vandhullet viste sig at være en hyggelig diner med et overflødighedshorn af dejlig fed mad! Udover ens masse kager, bød stedet på et bredt sortiment af lyst brød med et eller andet fedtet i og pandekager med alskens tilbehør.

Kjeldsen der i forvejen er en lidt mager gut tog teten og bestilte en sandwich med bæ og æcon der røg ned med stort velbehag. Mats var lidt mere forsigtig og fik sig en bagel med yelly (sylt’øj) og en med smør. Mats nød sin yelly bagel i fulde drag, og mætte og velfornøjede begav de to raske svende sig mod Central Park.

Central Park, der er et kæmpe naturområde midt i Manhattens storby jungle, imponerede Mats og Kjeldsen med dets rige naturliv som hovedsageligt bestod af nogle utrolig pågående egern og et rigt fulgeliv. Ellers var parken fyldt med hundeluftende New Yorkere, men pga. af parkens kæmpemæssige kapacitet virkede parken aldrig overfyldt. I parken var der næsten lige så mange baseballbaner, som der var statuer og hele formiddagen gik utrolig hurtigt i den bagende hede. Kun Kjeldsen var lidt utilfreds med antallet af fodboldbaner (den rigtige slags fodbold!) i parken, som var lige nul i den del Mats og Kjeldsen besøgte.

Efter tur i parken skulle der shoppes, men først blev batterierne ladet op på hotellet. Turen gik herefter imod Niketown og dermed 5th avenue som rummer de mest eksklusive mærkevare i verden. Da Niketown gemte sig lidt, gik turen først forbi apple som havde til huse i en kælder på 5 avenue. Lidt nærigt af et multinationalt firma, men alligevel et besøg værd. Her blev der afprøvet headsets i alle afskygninger og leget med iPhone (det var ikke muligt at finde ”lars han får f****” på youtube, hvad er der sket med den?). De to shoppere kunne dog ikke holdes nede i en kælder hele dagen (selvom nogen sikker ville ønske det) så de smuttede over i hvad de troede var New Yorks største legetøjs forretning. Denne forretning er nok mest kendt for sit gulv piano som man spiller på med fødderne (hvilket Tom Hanks gør i filmen Big), men derudover rummede den også en masse tøjdyr i målestoksforhold 1:1. De to legebørn ønskede sig tilbage til en uproblematisk tid hvor bamse og lego var ens et og alt, de vågnede op igen og fandt langt om længe Niketown. En gigant nike forretning i lige så mange etager som der var fodboldstøvler at vælge imellem, Kjeldsen fandt et par som var både utroligt billige og passede så nogenlunde, så de blev købt sammen med nogle sokker.

Efter al denne shoppen rundt skulle de to have en på opleveren og turen gik derfor til Rockerfeller center efter at have nydt en vegetar middag i Central Park (bvadr!). En tur til toppen førte til en gigantisk mængde af billeder af en fantastiks udsigt af NYC og turens hidtil største oplevelse.

Herefter var det turistfælden Times Square der skulle ses og så snart Mats og Kjeldsen ramte den neon og storskærmsbelyste plads, følte de sig som sild i en tønde. Et par af butikkerne ved Times Square blev besøgt, bl.a. hvad der med garanti er verdens største legetøjsbutik, Toys’R’us. Ikke nok med at have spiderman til at rende forvildet rundt uden for butikken, inde i selve komplekset stod en fire etager høj karrusel, hvor stjerner som E.T drønede rundt med skrigende unger. Nu trængte de to udmattede gutter til et lille hvil og bevægede sig derfor ned mod Bryants Park, hvor de kunne sidde og nyde aftens lidt køligere klima, med fusserne oppe og en flot udsigt til Empire State.

Aften blev sluttet af med hvad amerikanerne nok vil betegne som mad, men som for de to ærke danskere, nu mere henledte tankerne mod fæces fra større klovdyr! Sbarro er en italiensk fastfood restaurant, der får kantinen i helvedes forgår til at ligne en beværtning med flere michelin stjerner… Den eneste gode ting ved maden var, at selvom man ikke blev mæt, var maden så elendig at man slet ikke fik lyst til at spise mere. Slukøret gik turen hjem til hotellet hvor dagens bedrifter blev nedfældet inden sengen tog over.

Dansk islæt Top 5:

Allerede efter to dages rejse har Danmark vist (eller delvist vist) sit ansigt i staterne, her er en liste over de bedste fem:

Nr. 5: Great Dane (en lille lastbil der drøner rundt i New Yorks gader, den er ikke dansk, men opkaldt efter hunden)

Nr. 4: Aha i radioen (de er godt nok ikke danske, men da Amerikanerne tror at Danmark er hovedstaden i Skandinavien, er det ikke noget problem at bilde dem ind at Aha er danske)

Nr. 3: Lego (Legetøjsbutikken på 5th var spækket med Starwars og Harry Potter figurer i menneske størrelse)

Nr. 2: B&O (Earplugs der koster omkring 1500 i Danmark kan fås til kun 700-800 kr. i apple shoppen, desuden havde de B&O høretelefoner hverken Mats eller Kjeldsen havde set i DK)

Nr. 1: Danish (Der er flere caféer der reklamere med Danish, men der er her hverken tale om sprogskole eller lidt frækt til maden, men det vi i Danmark kender som Wienerbrød, herlig spise!)

Onsdag den 30. juli 2008:

2008-08-17T20:26:00.000-07:00

Tre timer før takeoff stod de to sindige jyder som de første ved check in skranken i Kastrup lufthavn. Nervøsiteten lyste ud af øjnene på dem, for mon nu bagagen, der var så tung som var de læsset til toppen med den gode thyske muld, ville gå igennem kontrollen. Heldigvis smilte pigen ved skranken til de to jydske playboys og lod dem slippe af sted med vinduespladser hele vejen til New Ark ;)

Inden sikkerhedstjekket, forhørte Kjeldsen sig om det var i orden at tage noget værktøj med til USA, men sikkerhedspersonalet mente ikke det var en god idé at tage et par skruetrækkere med op i flyet :? Mats og Kjeldsen fik også forklaret af en emsig nordmand, som egentlig var kvinde, at en bærbar computer ikke skal ligge i tasken, men i en kasse for sig selv, når den skal køres igennem scanneren ved security tjek. Selv var de to rejsebuddies clear for metalgenstande, så kropsvisitering blev der ikke noget af L Kjeldsen troede ellers det var det lufthavnsafgifterne betalte for!

Nu var der halvanden time til at flyet skulle boardes og den tid blev flittigt brugt i den told fri zone. En pose Panda lakrids senere og lidt frokost senere var de to globetrottere klar til at stige ombord i en halvtom Airbus 318 med destination Charles De Gaulle Paris. Airfrance kørte løbet og diskede op med læskende drikke og usædvanlig dårligt engelsk på HELE turen! (Fucking French Fuckers, som de siger i staterne)

Da det var første gang at Mats skulle flyve overlod den noget mere erfarne Kjeldsen vinduespladsen til rookien. Der var julelys i øjnene på lille Mats da flyet taxiede ud, men de forsvandt dog efter ca. 10 min., men lyste op igen 10 min. senere da flyet endelig begyndte at speede op. Med en voldsom G-påvirkning blev Mats og Kjeldsen trykket tilbage i sædet og mens flyet steg som en raket (næsten), gnaskede de begge løs på hver sit stimorol tyggegummi for at fjerne de værste propper for ørene. Det var tydeligt at høre at flere nybagte mødre ikke kendte til dette lille behændige trick, da en sand symfoni af barneskrål blussede på i flyet og henledte tankerne fra de resterende passagerer på ragnarok. Det samme var tilfældet ca. halvanden time senere, da flyet skulle lande i Paris, hvor flere sikkert hellere ønskede sig et kontrolleret styrt end en sikker landing.

Vel arriveret i Paris, var der hurtig omstigning til det noget større Airbus 332 fly, der havde både rummede business class og 10 sæder pr. række i economy (juhu!). Men før indstigning i dette overflødigheds horn af velvære i over 12 km højde, skulle de gæve jyde igennem endnu et sikkerhedstjek, eller retter Mats skulle. En security vagt kaldte Mats hen til et bord, hvor hans taske blev tømt, mens Mats blev scannet med en håndscanner (heller ingen decideret kropsvisitering her!). Kjeldsen havde taget pokerfjæset på og undgik med nød og næppe denne ekstra kontrol.

I selve flyet blev tiden fordrevet med film, spil og hundeæde igen med Air France som vært. Beværtningen ombord slog en tyg streg under at franskmænd ikke ejer smagsløg, men alligevel fortærede de to altædende rub og stub for at få stillet den værste sult. Filmkritikeren Kjeldsen nåede at se hele tre film på overfarten hvilket resulterede i følgende anmeldelser:

Bank Job:

4 ud af 6½ stjerner. (Forventer du en Snatch eller Lock stock and two smoken barrels, så bliver du slemt skuffet, men en utrolig spændende film, hvor man bare venter på at Jason går amok og det gør han ;))

Semi-pro:

3½ ud af 6½ stjerner. (En af Will Ferells bedre film og de 3 af stjernerne går til hans præstation, men hvad fanden laver Outcast i film?)

Spiderwick Chronicles:

3 ud af 6½ stjerner. ( Hvis du er barn eller blot mindre begavet og dybt fascineret af fantasy ville du sikkert synes den er vældig ”fed”.)

Efter at have siddet ned i lidt over 8 timer plantede de to porsuivants deres ben i USogA. De skyndte sig hen til bagagebåndet for at stå med lige dele spænding og nervøsitet og vente på deres kufferter. Som tiden gik, blev spændingen overskygget af nervøsitet, men efter en god halv time, dukkede bagagen op i det fjerne. Turen gik herefter hen til den sidste barriere før Mats og Kjeldsen kunne slippes løs i Staterne, den amerikanske told. Her blev de begge krydsforhørt af benhårde toldere, der hverken var til smil eller gode historier, men da papirerne var i orden var der intet de kunne stille og begge stolte jyder blev lukket ind i det forjættede land.

Det meste af USA havde åbenbart hørt nys om dette og var derfor strømmet til byen, hvilket påvirkede rejsetiden med shuttle bus fra New Ark til YMCA hotellet ved Central Park en del for de to raske svende. I tæt trafik banede bussens chauffør sig gennem trafikken der var et rent helvede, selv chaufføren havde ikke set noget lignende på denne tid af året. Resultatet blev en tur på godt og vel to timer igennem det meste af meste af upper Manhatten, før endestationen var nået. En tur på 19 timer og flere tusinde kilometer (lidt længere end man kan gå) senere havde Mats og Kjeldsen fået sig indlogeret på et lille kammer med en rum temperatur på godt og vel 30 grader celcius (lige tilpas, næsten). Et allerede brølende airconditionanlæg blev smækket på max! og udmattede traskede karlene ned i Central Park for at køle af.

I Central Park mødte dem et syn de aldrig havde set før (andet end på tv), et spil der går under navnet ”baseball”. En slags avanceret rundbold, hvis popularitet i USA tilsniger sig den af fodbold, højbelagt smørbrød og ”en tur til bageren efter bytur” herhjemme. En sand fløderand af folk løb som de blev pisket rund i parken mens uendelig mange egern pilede frem og tilbage imellem træerne. Ved mørkets frembrud traskede de Mats og Kjeldsen hjem til hotellet godt mærket efter en lang rejse og en ordentlig en på opleveren. Hvad skulle næste dag dog ikke byde på - eller måske mere interessant, hvad ville den byde på.

En Bonderøv går Amok i New Yo(r)k!

2008-08-17T11:12:00.000-07:00

- En episk fortælling om en thybos tur til det forjættede land og byernes by New York City! Hvor de vildeste drømme overgås af den ene forretning efter den anden og maven bliver fyldt med fed junk food, lækkish! -

Tirsdag den 29. juli 2008:

Burde vel starte fra begyndelsen, men da bureaukrati og pakning af kuffert sjældent vinder nogle litterære priser starter vi et meget mere eksotisk sted. Fakkertalt på Holstebro station! Eller i folkemunde ”HolsteBronx”. Her skulle Thyboen aka Bonderøven aka Jesper Kjeldsen med Harry over til den forhadte Djævleø for at kunne komme videre næste morgen til New Ark Liberty Airport. Det var en sorgens stund i Holstebro, ja, nok det meste af Jylland! For ikke blot skulle Kjeldsen meget meget langt væk, han skulle også være væk i over et halvt år! Men hverken gråd, tåre eller usædvanlig tunge kufferter kunne holde Kjeldsen
tilbage! Rejsen var bestilt og nu skulle mulighedernes land udforskes.

Med DSB gik turen til Kastrup lufthavn uden de store kvaler. Her var der bestilt et værelse for to personer på hotel Hilton. Kjeldsen havde nemlig en rejsebuddy fra Sørvad med på turen og han skulle jo også have et sted at sove. Mads Lauridsen aka Mats, som denne utrolig gæve gut er blevet kaldt igennem årtier, havde bestilt et luksus værelse af en sådan grad at dens lige sjældent har set mage. Med udsigt over Øresund og Kastrup lufthavn indlogerede de to kumpaner sig for natten og fik sig en god nats søvn inden den store rejse næste dag.