Mandag den 4. august 2008.

Tid til at forlade New York og det var lige før der gik Frank Sinatra i den. 7.45 var der opsamling med shuttle taxi til New Ark lufthavn hvor en lejebil skulle hentes hos AVIS. En kvindelig ekspedient med det flotteste overskæg, skaffede os en hvid 4x4 Suzuki XL7 med aircondition, fartpilot og rigelig med plads til al vores bagage. Der blev også udleveret en GPS der skulle vise vej ud af byen, hvilket har været det bedste køb på turen so far. Trafikken var større og vildere, vejene dårligere og oplevelsen ubeskrivelig da turen gik mod Plymouth og dernæst Boston som sidste stop. Første gang jeg selv sad bag rattet af en bil med automat gear og det var en smule svært at udfase venstre fod som gerne ville koble ud når bilen stod næsten stille. Dette resulterede i et par bratte opbremsninger, da den i stedet for kobling ramte bremsen. Heldigvis var bilen altid i så lav fart at der ikke skete noget videre med personer i og omkring bilen. Da automatgear var ved at sidde fast i baghovedet blev der rodet lidt med fartpiloten som viste sig at være utrolig anvendelig på de amerikanske motorveje (interstates), man laver jo INTET for at køre bilen! Med fartpiloten fastsat til 3-4 miles over hastighedsgrænsen flød man med resten af trafikken og de politibiler med fartmålere vi mødte på vejen (2-3 stk.) virkede overmåde ligeglade overfor denne lille overskridelse af hastigheden.

Vores forfærdelige møgslæde af en Suzuki!

Da vi var kommet et godt stykke ud af New York fandt vi en holdeplads (service area som det hedder herovre) hvor vi kunne få en bid morgenmad. McDonalds har åbenbart morgenmad helt til kl. 11 og sikke et ”held” vi kom ind på McD 10.30. To breakfast meal’s (morgenmads menuer) blev langet over disken, hvor meal’et består i at man fik en sodavand og et stykke friturestegt fisk med i købet af en ”sandwich”. For mit vedkommende bestod sandwichen af noget donut lignende brød med ost, bacon og scrambled eggs i midten. Det smagte fuldstændig som æbleskiber dyppet i sirup, MUMS! Mads fik noget der lignede en fugtig hjemmebagt bolle med et stykke friturestegt kylling i også en klar. Begge ting noget der passede perfekt til en sen morgenmad eller…

Med maven fyldt af friture gik turen videre på interstate til Plymouth. Hvor byer som New Haven og New London skabte en flot og spændende scenarie igennem staten Connecticut. Da vi endelig nåede Plymouth var klokken næsten 15 og efter en kort tur rundt på havnen til de få seværdigheder, var det tid til aften/middagsmad. Plymouth er kendt for dens hummer restauranter og jeg kunne ikke holde mig tilbage for at prøve denne spise da jeg aldrig havde fået det før. En hel hummer, med stor salat og en tallerken pomfritter til 21.99 $ (ca. 100 kr.) var heller ikke noget der afskrækkede mig fra at prøve og en halv time senere var jeg stadig glad for at have prøvet det, men nok ikke noget jeg skal prøve lige foreløbigt igen.

Efter endt måltid var det tid til at komme mod Boston, men først skulle indlogeringen ordnes. Efter at have forsøgt de to YMCA hoteller i Boston uden held, begyndte vi at gå igennem de hoteller der var listet i GPS’en. Vi fandt en Holiday Inn i centrum af Boston, men her havde de kun plads i deres suite, som sjovt nok var lidt over hvad vores pengepung kunne klare. Til gengæld kunne manden i telefonen (der mente han var af dansk afstamning da han hed Kasperson til efternavn, amerikanisering af Kaspersen) fortælle at der en mils penge fra deres downtown hotel, lå en holiday inn express der havde plads til os og at vi kunne leje denne for 209 $. Stadig i den dyre ende, men vi var i nød og desuden var det inkl. Parkering, internet og morgenmad, så vi sprang på. Da vi kom frem til hotellet blev vi meget hurtigt meget glade for vores valg, da kvaliteten af dette hotel, næsten er på højde med Hilton i Kastrup lufthavn. Efter en tur i det lokale supermarked (der har ALT bare i meget større pakker) kunne vi endelig komme på internettet igen og få kontakt til omverdenen endnu en gang…