søndag den 31. august 2008

Virginia Tech: De første indtryk

Endelig fik jeg tid til at sætte mig ned og få skrevet lidt til bloggen. De sidste 17 dage har været utrolige på alle måder og ikke mindst hektiske. De har budt på et væld af oplevelser af forskellige kulturer da vi som internationale studerende mest har med andre internationale studerende at gøre.
Som jeg allerede har skrevet, mødte vi en kineser på førstedagen og det skulle hurtigt vise sig langt fra at være den eneste. Sammen med indere udgør kinesere den største forsamling af internationale studerende. Alle jeg har mødt indtilvidere virker utroligt søde, men også utroligt svære at forstå! Måden hvorpå disse taler engelsk ligger et godt stykke fra den europæiske.
Den største europæiske forsamling består af tyskere og især tyskere fra universitetet i Darmstadt, hvor en stor mængde af maskiningeniører bliver uddannet og hvoraf mange tager til Virginia Tech.
Af skandinavisk islæt har vi mødt tre finner og en enkelt nordmand (som vi kunne tale lidt dansk med ;))

De første dage herovre gik med forskellige arrangementer arrangeret af The Cranwell International Center, som har været fantastiske til at hjælpe os på plads. Af højdepunkter der skal nævnes var en tur til et "co-housing community", hvor omtrent 30 familier har bygget deres haver sammen og derfor har et stærkt nabofællesskab.
Her var Mads og jeg inviteret til aftensmad sammen med en ordentlig flok kinesere og ikke mindst en meget farverig pakistaner ved navn Utba. Jeg fik ved lejligheden stillet en masse spørgsmål til det kinesiske selvskab, da jeg ikke kunne følge med i OL måtte jeg jo lave min egen research. Der var lige så stor forskel på disse kinesere som der er mellem en dansker og en spanioler. Nogle steder er det normalt at smaske for at vise maden smager godt. Deres navne betyder ofte noget ala evig lykke eller godt og sundt liv, men der er også nogle der bliver opkaldt efter sygdomme for at de så skulle undgå at få dem. Der er dog mindst tre ting som de alle har tilfælles: De er vildt overtroiske når det kommer til tal! En pige oversatte for eksemple sit tlf.nr. til noget hen i retningen af død og ødelæggelse fordi det havde en masse 8-taller :? Derudover er de allesammen enebørn, sjovt nok (man må sige de lever efter regeringens normer) og så er de vildt høflige.
Kinesere smiler rundt regnet 24 timer i døgnet.

En anden kæmpe oplevelse var den første tur rundt på Virginia Tech og ikke mindst de store idrætsanlæg og faciliteter som er at finde rundt på hele universitetet, hvor Lane stadium med plads til 66.233 tilskuer og Cassell Coliseum (10.052 siddepladser) overgår alt jeg har set før. Parken og Gigantium kan godt stikke halen imellem benene i fht. til disse giganter. Mads og jeg havde godt nok hørt at det ville være svært at få billetter til de amerikanske fodboldkampe, men tænkte vi ville prøve alligevel, nu når der kun bor omkring 40.000 i selve Blacksburg kunne det jo ikke være så svært at finde en plads eller to på Lane stadium. Vi kunne dog hurtigt fornemme at vi var helt gal på den da vi spurgte billetdamen om billetter. Et ansigtsudtryk der mest mindede om at vi havde roterende fis i kasketten var hvad der mødte os og vi måtte føje os. Heldigvis er der et lotteri for de studerende hvor de uddeler flere tusinde gratis billetter. Desværre ikke nok til at både Mads og jeg kunne få en, så Mads der ikke var så heldig i lotteriet må prøve at skaffe billetter til kampen på internettet eller selve dagen.
Multiarenaen Cassell Coliseum, hvor der er fulde huse til basketball kampe og gratis pladser til volleyball.

Det bedste ved universitetet har dog hverken været idrætsfaciliteter, klasseværelser eller miljøet i og omkring universitetet. Ikke fordi disse ikke er fantastiske, men simpelthen fordi vores indkvartering på Graduate Life Center overgår alt hvad jeg havde forstillet mig. Lokaliseret på vejen Donaldson Brown centralt i fht. både universitet og selve Blacksburg ligger et tidligere hotel ejet af Virginia Tech. Dette er nu lavet om til indkvartering for Graduate studerende (dem der har overstået deres bachelor) og værelserne har heldigvis ikke ændret sig meget siden der var hotel. Et forholdvist stort værelse inkl. badeværelse med badekar (har jeg ikke fået prøvet endnu) skal danne base for Casa del Kjeldsen frem til midten af december.

Så er der nok også nogle derhjemme der er interesseret i hvad Mads og jeg får at spise her i staterne. Og til det kan jeg kun svare; "Så meget som overhovedet muligt!". Der er 12 forskellige spisesteder på campus. Her i blandt en sandwichbar og café i samme bygning som jeg bor, dvs. jeg skal bruge ca. 74 skridt på at tage elevatoren ned på 1. sal, købe en donut og komme tilbage til mit værelse på 4. sal, Luxus! ;) Ynglingsspisestedet er indtil videre D2 som er et kæmpe "spis hvad du kan" marked. Her betaler man mellem 15 og 20 kr. (alt efter om det er morgen, middag eller aften) for at komme ind og når man så er inde er der frit slag på alle hylder. Man skulle tro at man til denne pris fik det værste snask USA kan præstere, men D2 byder ud over en masse amerikansk snask også på rigtig gode internationale og sunde retter. Retten i dette fantastiske spisested som har taget flest kegler må siges at være VT-vaflen. Virginia Tech (VT) har fået specialt fremstillet vaffeljern så ens vaffel har printet VT i midten. Efter bedste amerikanske stil er der en lang række valgmuligheder i tilbehør, hvor de gængse; pudersukker, jordbærsyltetøj og flødeskum er supplementeret med mere amerikanske lækkerier så som budding, sirup og smeltet margarine, puha! Vi har kun været 5 ud af de tolv steder indtil videre, så vi skal snart på mad-crawl og dermed udvide vores madhorisont, samt vore maver ;)

For at vi ikke skal blive alt for runde har Mads og jeg investeret i et par tennisketchers og har i de første par uger fået spillet en del landskampe mod tennis giganten Tyskland. Uheldigvis ligger tyskerne pt. i front med nogle få sejre, men vi skal nok få krammet på dem! Derudover har vi spillet lidt squash, fodbold og været i motionscenter. Alt sammen gratis og nødvendigt hvis vægten skal holdes. I skrivende stund er min vægt 80 kg og så må vi se hvilken vej det går :)

Uden mad og drikke dur helten ikke siger man jo og heldigvis er der ikke længere end 100 meter fra hvor vi bor til to af byens bedst besøgte diskoteker/barer. Her har vi efterhånden fået lagt en stor portion af vores dollars og tilgengæld fået en masse øl og drinks, men aldrig nok til at vi ikke kunne finde hjem ;) Ikke fordi vi ikke har prøvet at drikke os igennem hegnet, men simpelthen fordi vores interne druk-ur ikke er indstillet til amerikanske lukketider. I Blacksburg lukker alle udskænkningssteder kl. 2.00 og det er præcis kl. 2.00 og gerne lidt før. Dvs. sidste omgang bliver kaldet allerede 1.30! Ikke optimalt når man er vant til at ramme hegnet imellem 3 og 5 om morgen (ved godt det kan smutte en gang imellem og man rammer det lidt tidligere). Man kan så spørge sig selv, hvorfor man ikke fester videre ude på gaden, som ville være kutyme i Aalborg. Grunden til dette er den amerikanske drikkelov som kan virke MEGET absurd for danske ganer. For du kan blive sat fast for hvad som helst der har med alkohol at gøre herovre. Bl.a. er der en lov mod besiddelse af alkohol på offentlige steder og hvis betjenten du møder en mørk aften på vej hjem fra byen, er et rigtigt røvhul, så kan han faktisk sætte dig i brummen for at besidde den alkohol du har i maven!
Der var derfor en hel del bekymring at spore hos en tysker og undertegnet, da vi blev holdt tilbage af en betjent, anden gang vi var i byen og lige efter vi havde været et smut inde på en byggeplads, hvor vi ikke havde det store at skulle lave kl. 2.30 en lørdag nat. I hvert fald ikke hvis man spurgte betjenten. Vi slap heldigvis af sted med bare at blive noteret og en reprimande om at vi ville blive kontaktet af politiet, hvis byggepladsen henvendte sig om noget stjålet eller ødelagt om mandagen. Da der ikke blev sparket døre ind den efterfølgende mandag håber jeg at vi har sluppet for videre interaktion med det amerikanske retsystem ;)

Efter vores første intermezzo med politiet tænkte vi, at vi ville prøve lykken igen et kvarter senere. En flok på 4-5 stykker stod og sludrede på parkeringspladsen, hvoraf den ene havde taget sin K9 hund med (Det amerikanske politi's angrebshund). Nysgerrigheden tog over og jeg blev nød til at få svar på de myter der har verseret i bl.a. station 2, hvilke alle blev bekræftet i løbet af de næste 45 minutter. Bl.a. bliver K9 hunde trænet til at angribe i stedet for at markere som de danske hunde gør. Grunden til dette skulle angiveligt være at undgå sagsanlæg hvis en hund der er trænet til at markere pludselig skulle angribe (med en vagt kendskab til amerikanske retsager lyder den forklaring meget plausibel). Af andre interessante ting var våbenlageret i betjentens bagagerum som indeholdte et letvægts semiautomatisk gevær, en shot/pumpgun og en fuld automatisk m95'er med optisk laser sigte (er ikke ferm i disse udtryk, så er sikkert gal på den, men det var sgu et sygt baggagerum!) Der blev taget billeder, men de var desværre utrolig dårlige da kl. 3 om natten, på en dårlig belyst parkeringsplads, bag en politibil ikke er det mest optimale sted at tage billeder med sit mobilkamera.


Beklager kvaliteten, men de våbenkyndige kan måske se hvilket gevær dette er. Sigtet på toppen fik vi lov til at se igennem, hvor der var en fin rød plet i ;)

Men det kan jo ikke være fest og ballade det hele, grunden til vi er her er jo for at studere. Derhjemme er man vant til at der er sørget for at man får lavet det man skal for at gennemføre et studie, både hvad angår klasser, vejledere og projekter. Herovre er det altsammen noget man skal sørge for selv. Heldigvis er der en masse man kan spørge om hjælp og hvis der er noget amerikanere elsker, så er det at svare på spørgsmål, lige meget hvor dumme de så end kan være. En anden ting man lige skal vende sig til er konkurrence elementet i undervisningen og i den research man laver.
I dag havde Mads og jeg et møde med vores underviser i software defined radio (SDR), som vi er meget opsat på at lave et projekt i. I selve kurset er der ikke nogen eksamen, tilgengæld er der lagt op til at lave 4 eller et enkelt stort projekt. Dette passer perfekt til stilen vi bruger i Aalborg og er også en kæmpe fordel når vi skal vise hvad vi har præsteret for vores vejleder hjemme i Aalborg. Med vores underviser Professor Jeffrey H. Reed udarbejdede vi et utroligt spændende projekt forslag, som Reed var meget opsat på at få en "journal paper" og måske udsende til optagelse på konferencer. Som han sagde; "Når man når vores alder/studietrin er det vigtigt at få sit navn på noget godt materiale". Ikke noget jeg selv har tænkt på, men det skal da blive spændende at se hvor meget de forventer af os og hvor meget vi kan nå på de fire måneder vi har herovre. Både Mads og jeg er i hvert fald opsatte på at gøre et godt indtryk og ser frem til forhåbentlig at samarbejde med nogle af de skarpeste hjerner inden for SDR. Kan være de snart indser at vi bare er et par sindige jyder der er meget langt hjemmefra :)

Ingen kommentarer: